OK, så er jeg i gang, tænkte jeg. Jeg skriver en blog. Det bliver så godt! Jeg havde skrevet første indlæg, og det var en kæmpe overvindelse og sejr. Jeg havde så meget styr på det i mit hoved, syntes jeg. Og første indlæg skrev jo mere eller mindre sig selv. Jeg fik (med hjælp og tålmodighed fra min søde kæreste) fumlet mig frem til, hvordan jeg fik lavet en hjemmeside til en blog og hvordan jeg poster blogindlæg. Det var alligevel noget af en proces, for jeg er mildt sagt handicappet, når det kommer til alt, der har med computer og digitale medier osv. at gøre. Og så fik jeg delt første indlæg og spredt budskabet. Succes! 

… Hvis jeg skal være helt ærlig, så holdt den følelse i omkring 2 sekunder. Og så fik jeg ondt i maven. Og det ramte mig for alvor, at jeg jo skal være klar på og kunne håndtere at blive sagt imod eller latterliggjort eller ligefrem hadet. Av. Hvordan bliver jeg modtaget af verden? Samtidig gik min hjerne i hyperrefleksionsmode (er det ikke et ord?)… 

Og nu står det stadigt klarere for mig, HVOR mange retninger rodet i mit hoved rent faktisk stikker i, og hvor mange ressourcer jeg bruger på at prøve at få det hele til at give mening… Gøre det brugbart…

Bare et lille splitsekund af et tankespor, jeg nåede at observere:

… Der er så mange emner, jeg kunne tage op. Jeg kunne gå helt i dybden med en masse detaljer eller forsøge at skabe et overblik over det hele. Det hele hænger jo sammen… Der er alt for mange emner… Og hvor skal jeg dog starte? Hvilken form skal det have??? Og hvad er den RØDE TRÅD?!?! Åh nej, allerede nu er det her uoverskueligt og anstrengende!!!! Kan det nogensinde blive meningsfuldt? Åh, jeg håber, det kommer til at give mening. Nytter det her noget? Hvorfor gør jeg det overhovedet? Er det spild af tid og kræfter?!?! Vil jeg fejle… Ja, det var nok bare en fjollet ide, jeg fik et øjeblik.. Nu tilbage til virkeligheden, Cecilie… 

Allerede nu bliver jeg totalt fokuseret på et endeligt resultat. Og allerede nu er jeg fanget i en negativ følelse og et begrænsende tankespor. Jeg bliver så fokuseret på, hvad det er jeg laver, på hvorfor, og på mine (manglende) evner i samme forbindelse, at jeg totalt lukker af for at skrive og udtrykke noget som helst. Og det går op for mig, at jeg ubevidst mentalt har kørt i det samme spor, siden jeg skrev første indlæg. På få dage er jeg gået fra at forbinde projektet med en følelse af glæde og meningsfuldhed til en følelse af utilstrækkelighed og modstand. Og jeg har samtidig berøvet mig selv den fantastiske følelse af at være fuldstændig i nuet i et kreativt og inspirerende flow. 

Der er flere mønstre på spil her, som er ret udprægede hos mig. De er virkelig gamle, men hæmmer mig stadig i flere kontekster, når jeg ikke er bevidst om det. Ja, de mønstre er på ingen måde en ny opdagelse for mig, men jeg bliver alligevel lidt overrasket over, i hvor høj grad de er på færde i øjeblikket. 

Når de mønstre dominerer, så VIL jeg have overblik fra start og helst også vide det hele på forhånd. Jeg skal ligesom have den overordnede ramme at putte detaljer ind i, før noget giver mening for mig. Og det SKAL give mening, og der skal være en rød tråd. Jeg er ikke her og nu, men altid skridtet videre. Jeg er ikke i selve processen og nyder ikke at se noget udvikle sig uden at definere det eller uden at vide eller i hvert fald have en klar ide om, hvad det bliver til. Jeg fokuserer på fremtiden og på resultater og konsekvenser. Sagt på en anden måde, så besidder jeg en evindelig trang til at ville kontrollere det, der sker. Og jeg får hurtigt forbundet det, der ellers udspringer af glæde og lyst, med præstation. Oftest efterfulgt af en følelse af utilstrækkelighed. En følelse af ikke at evne den “opgave”, jeg sætter mig for… En følelse af at skulle gøre noget virkelig godt… Helst perfekt. Jeg vurderer og dømmer mig selv og min gøren konstant. Min følelse af utilstrækkelighed og ubarmhjertige selvvurdering og selvkritik er et mønster, der alle dage har holdt mig tilbage. Og en stor del af tiden betyder det, at jeg kommer til at bremse min egen kreativitet og kreative proces, allerede inden jeg er for alvor er gået i gang med noget. Jeg er begyndt på SÅ mange forskellige ting. Jeg har sunget, spillet klaver, spillet guitar, spillet saxofon, spillet teater, tegnet, malet, danset (osv. osv.). For inspirationen og lysten er der og har altid været der. Men jeg har også hurtigt mistet lysten igen til den konkrete ting, jeg er begyndt på, i kraft af denne overbevisning og utilstrækkelighedsfølelse. 

Jeg må vist indse, at hvis jeg gerne vil fortsætte med at skrive blog, fortsætte med at blive inspireret og føle glæde og meningsfuldhed i processen, så må jeg være ekstra bevidst om og arbejde med at slippe de mønstre, som begrænser denne proces og min både lyst og evne til at skrive.

Jeg tænker, at et par små remindere til mig selv desangående vist er på sin plads… Så her er note to self (og måske til dig, hvis noget som helst af det resonerer hos dig):

Vend hele tiden tilbage til nuet: 

Jeg har oplevet det mange gange… Følelsen af fuldstændig at glemme tid og sted. Af at glemme mig selv. At være i en tilstand af flow, hvor kreativitet kommer helt naturligt. For mig er denne oplevelse langt hen ad vejen forbundet med min evne til bevidsthedsmæssigt at blive i nuet… Hvor jeg formår at give helt slip på gamle mønstre og historier, jeg fortæller om mig selv, som begrænser mig. Hvor jeg giver slip på tanker om fremtiden, mit behov for et bestemt resultat og min frygt for, at fremtiden ikke ser ud, som jeg gerne vil have den. 

Hele tiden at vende tilbage til nuet giver mig en følelse af meningsfuldhed ved selve processen helt uafhængigt af resultater. Et eventuelt produkt i sig selv behøver derfor ikke at give mening. Det er ikke vigtigt. Det vigtige er processen og det meningsfulde for mig i at udtrykke mig fra øjeblik til øjeblik. Jeg kommer helt automatisk i kontakt med følelser af lyst og glæde. 

Giv slip på ideen om kontrol: 

Reel kontrol er vel på mange måder en illusion. Det handler om ideen om kontrol. Om den ro det giver at tro man er i kontrol… At have følelsen af at have kontrol over det, der sker i ens liv. “Jeg har styr på det”-følelsen. Men som jeg ser det, er der i virkeligheden meget lidt udenfor os selv, som vi har nogen som helst kontrol over. Har jeg indflydelse på og kan i en eller anden grad påvirke mine omgivelser? Ja. Men kan jeg kontrollere noget eller nogen eller forudsige, hvad der sker? Niks. Uanset hvor umage jeg gør mig. 

Så skal det jeg skriver ABSOLUT “give mening”? Skal der nødvendigvis være en rød tråd? Niks. Jeg går med “jeg har reelt ikke styr på noget som helst… Og det er for fedt!”-følelsen…  For jeg tror ikke, det blot handler om et behov for, at det skal give mening for mig. Det er mit behov for, at det giver mening for andre. Men det er stadig mit behov, ingen andres behov. Jojo, måske det ville være fedt for andre, der måtte læse dette, at det er bare lidt sammenhængende og giver mening. Det kan da være, du enten takker mig lige nu (for, at jeg i det mindste forsøger) eller at du blot forsøger at holde min rablen ud til enden. Uanset hvad, så handler det om en trang til kontrol fra min side. Som får mig til at overtænke og overanalysere. Det er mit behov for, at det jeg skriver skal være noget bestemt og blive modtaget på en bestemt måde. Det er altså også et forsøg på at kontrollere andre mennesker. Jeg vil have, at andre mennesker skal finde det nyttigt. Og det fører tilbage til, at jeg gerne vil være nyttig. Ses som nyttig. Jeg vil være noget bestemt for andre mennesker. Som er det samme som (i hvert fald i dette tilfælde), at jeg skal være én ting og ikke noget andet for at være tilstrækkelig. At jeg ikke skulle være god nok som jeg er. Ubetinget. Og dette leder mig til sidste og vigtigste reminder:

Jeg er tilstrækkelig. Jeg er præcis, som jeg skal være altid:

Jeg skal ikke være noget bestemt eller bevise noget som helst. Jeg kan og skal kun være, hvor jeg er og som jeg er og arbejde derfra. Og jeg må have tillid til mig selv og til min egen proces. Det er simpelt. Jeg skal bare være mig. UANSET hvad jeg gør eller ikke gør i dette liv, så er jeg allerede mere end nok. Det gælder i øvrigt også dig 🙂

Jeg har en fornemmelse af, at dette tema bliver en helt stor genganger, som vil vise sig i alle mulige afskygninger. Og jeg må minde mig selv om mit eget budskab igen og igen, indtil det ikke længere er nødvendigt (og måske vil det være nødvendigt for altid, og det er ok).

Ooog hvad angår fremtidige blogindlæg… Go with the flow. Hvorfor ikke bare lade det fylde, der fylder og er aktuelt i mig og skrive om det, hvad end det er? Det er vel yderst relevant af samme årsag. For mig selv om ikke andre. Og næppe tilfældigt.