Jaja… Såeeh. Takket være den insisterende halvneurotiske side af mig, der bare slapper liiidt mere af, når der er “orden i tingene”, lykkedes det mig alligevel ikke helt at slippe lysten til at prøve at skabe en slags overblik over noget af alt rodet i mit hoved. Jeg er vist stadig en kontrolfreak. Men jo mere jeg tænkte over det og forsøgte at skabe overblik, jo mere engageret blev jeg faktisk, fordi jeg så nogle sammenhænge i rodet lidt tydeligere, end jeg havde tidligere…

Det gik op for mig, hvordan størstedelen af de ting, der gennem mit liv har drevet mig og interesseret mig, egentlig har været udtryk for eller bundet i de samme få ønsker:

Ønsket om at være den sundeste, mest velfungerende og kærligste udgave af mig samt ønsket om at leve et liv fuld af nærvær, sansning, følelse, glæde og meningsfulde relationer. Et liv fuld af kærlighed. Et liv fuldt af, ja… LIV. Et ønske om at skabe en verden fuld af de samme ting. Der har altid været en stædig lille del af mig, der har aldrig sat begrænsninger for, hvad der er muligt. Og jeg kan se, at jeg specielt de seneste år i større og større udstrækning har arbejdet ud fra en tro på det ubegrænsede potentiale… Ubegrænset udvikling. Hos mig selv, hos alle andre. Hele verden. Og i denne forbindelse er der undervejs også kommet en meget tydelig overbevisning til: vær selv et billede på det, du gerne vil se i verden. Og verden vil forme sig derefter. 

Det er svært kronologisk at beskrive alle de oplevelser og den udvikling, jeg har gennemgået, som har været forgænger for, hvor jeg er i dag. Intet er sket fra den ene dag til den anden, men som en gradvis udvikling over mange år. Jeg vil alligevel forsøge at give et lille indblik i dele af det. 

Jeg tror min søgen efter meningsfuldhed og lyst til udvikling er startet meget tidligt, og i mange år har min konstante søgen nok mest af alt bundet i, at jeg har haft det virkelig skidt og fungeret meget dårligt i mange og lange perioder i mit liv. Min søgen har handlet om at få et liv, der overhovedet føltes værd at leve for mig.

Jeg har ikke været særlig gammel, før jeg begyndte at undre mig og stille spørgsmålstegn ved min egen væren og livet i det hele taget. Jeg blev tidligt bevidst om og optaget af de helt store spørgsmål. Hvem er jeg? Hvorfor er jeg? Har jeg overhovedet lyst til at være? Jeg tror, at denne tankebeskæftigelse var en måde at dissociere og adskille mig fra at mærke og forholde mig til de omstændigheder og følelser, der var meget aktuelle for mig, men slet ikke rare at være med… Jeg er en uendelig lille ubetydelig brik i menneskets historie. Menneskeheden er en døgnflue i jordens historie. Jorden er en uendelig lille prik i et uendelig stort univers. Altså er jeg ligegyldig, og jeg behøver derfor ikke forholde mig til eller mærke noget som helst (Cecilie 12 år). You get the point. 

Men det var stadig starten på en grad af bevidsthed omkring mig selv. Og med tiden voksede mit behov for at blive klogere på, hvordan jeg fungerer, og hvorfor mit liv var som det var. Jeg stillede i det hele taget mange spørgsmål. Jeg følte, at livet var ekstremt udfordrende og søgte mening og forståelse for at kunne være til. Jeg ville have en forklaring. Hvorfor fungerer jeg, som jeg gør? Hvorfor har jeg de udfordringer, jeg har? Hvorfor er mine relationer, som de er? Så udfordrende? Hvorfor har jeg den indvendige stemning og sindstilstand, jeg har? Hvor kommer den fra? Hvad er det, der bestemmer, hvordan man har det? Hvorfor tænker jeg, som jeg gør? 

Der var dog altid på trods af tider med angst og dyb depression en tro på et lysere og lettere og mere meningsfuldt alternativ til det utrygge, tunge, triste, meningsforladte liv, jeg oplevede. Og en vilje til at forfølge alternativet. Og efterhånden opdagede jeg, at der oftest var en grund til, at jeg tænkte, følte, reagerede og handlede, som jeg gjorde. Jeg var på mange måder et produkt af mine forældre og den relationelle dynamik, jeg er vokset op i. Der var altså generelt en sammenhæng mellem, hvordan jeg havde det og fungerede og alt det, jeg havde oplevet, mens jeg voksede op. Denne bevidsthed var en kæmpe hjælp for mig. Det gav mig en større ro at forstå, at der var gode og valide grunde til, at jeg var som jeg var og havde det som jeg havde det. Jeg begyndte at føle en form for accept af mig selv. Og det var starten på opdagelsen af nogle specifikke mønstre i mig, som spillede en stor rolle i mine relationer og mit liv i det hele taget – og som jeg stadig har med mig og må forholde mig til den dag i dag. 

Bevidstheden ændrede min tilstand markant, men løste på ingen måde alle mine udfordringer. Det ændrede ikke på, at jeg stadig havde nogle rimelig indgroede mønstre og overbevisninger med mig, som til tider gjorde livet rigtig udfordrende for mig og som havde mange konsekvenser undervejs. Det havde stor indflydelse på, hvilke relationer, jeg havde og hvordan jeg fungerede i disse relationer. Det fik stor betydning for, hvad jeg kom til at bruge min tid på og hvordan jeg håndterede at gå i skole og på arbejde. 

Jeg følte mig generelt intet værd, utilstrækkelig og afhængig. Jeg havde svært ved at mærke mig selv og følte mig styret at noget udenfor min kontrol. Jeg følte, at jeg var en freak. At jeg tænkte og var anderledes. Jeg følte mig forkert og utilpas i sociale sammenhænge i en sådan grad, at jeg ofte undgik disse. Jeg delte meget lidt med andre. Jeg stolede ikke på nogle andre. Jeg stolede ikke på mig selv og mine evner til at klare mig i livet. Jeg stolede ikke på, at livet ville mig det godt. Jeg var bange for fremtiden. Panisk angst meget af tiden i virkeligheden. Jeg så oftest kun begrænsninger. Jeg udviklede adskillige uhensigtsmæssige strategier til at udholde at være til og til at flygte fra virkeligheden. Afhængigheder. Spiseforstyrrelser. Og jeg havde stadig ikke knækket koden til, hvordan jeg skulle få det bedre. Ændre min situation. Livet føltes hårdt og jeg følte mig magtesløs. Og jeg blev ved med at få mig selv i situationer, som blot gjorde det hele endnu mere udfordrende. 

Udover de ting, jeg lige har beskrevet, begyndte jeg også at opleve, at min krop modarbejdede mig. I midten af mine teenageår begyndte jeg at opleve forskellige fysiske symptomer. Hidtil havde mine udfordringer hovedsageligt været af psykisk karakter. Jeg begyndte at få diffuse smerter i hele kroppen. Jeg oplevede en form for træthed, jeg ikke havde oplevet tidligere. Total udmattelse meget af tiden. Gennem omkring ti år påvirkede det mig i en grad, så det var svært for mig at passe noget som helst… Skole, arbejde, relationer. En stor del af mit liv gik med at indrette mig efter mere eller mindre konstante smerter og træthed. Jo mere bevægelse og jo flere gøremål og sanseindtryk, jo værre blev det. Jeg gik til al mulig forskellig behandling undervejs, men jeg oplevede hverken bedring eller blev klogere på, hvad min tilstand skyldtes. 

Da jeg aldrig har oplevet at få de svar, jeg har ønsket på mine spørgsmål ved at opsøge professionel hjælp, har jeg meget længe søgt efter information og eksperimenteret på egen hånd. Jeg har aldrig rigtig accepteret, at der ikke var noget at gøre ved min tilstand, fysisk som psykisk, uanset hvad jeg ellers har fået at vide, og uanset hvor lidt min tilstand har set ud til at ændre sig. Jeg begyndte blandt andet at undersøge kostens betydning for mit helbred og velbefindende. Jeg begyndte at interessere mig for sundhed og hvad sundhed og velvære indebærer fra alle mulige perspektiver. Jeg begyndte gradvist at danne mig en mere holistisk og mere nuanceret forståelse af sundhed og helbred, hvor krop og psyke er en uadskillelig helhed, hvilket var begyndelsen til en helt anden forståelse af mig selv og mine udfordringer. En hel anden og større verden og virkelighed, end den jeg ellers var blevet indoktrineret med, begyndte at åbne sig for mig. Og det blev for alvor starten på begyndende bedring af samtlige af mine forskellige symptomer og “lidelser”.

Den hidtil største personlige udvikling samt bedring af min tilstand, jeg har oplevet, har fundet sted i perioden fra jeg begyndte på uddannelsen til psykomotorisk terapeut. For det første fik jeg en masse mere dybdegående viden foræret inden for fysiologi, psykologi, sundhedsfremme og alt muligt andet. For det andet tager en stor del af uddannelsen udgangspunkt i ens egen historie, personlige udvikling og kropsbevidsthed og bevidsthed om sig selv i det hele taget. Alt ved den uddannelse tvang mig til at se på mig selv og mærke mig selv. For det tredje mødte jeg for første gang i mit liv nogle mennesker, som jeg havde en masse tilfælles med, og som jeg følte, jeg kunne være mig selv med. For det fjerde har den periode været den største rutsjebanetur hvad angår mit personlige liv, følelser og relationer, jeg hidtil har oplevet. Det endte med at tage seks år for mig at gennemføre uddannelsen – med blandt andet flere sygemeldinger og en barsel undervejs. Der var simpelthen nogle personlige ting, jeg ikke længere kunne løbe fra og var nødt til at være med og tage hånd om. Den udvikling, jeg har gennemgået på den tid er fuldstændig ubeskrivelig. Jeg kan ikke beskrive den konkret. Hele min verdensforståelse er en anden, end den var forinden. Jeg er en anden. 

Det allervigtigste, jeg har med, tror jeg er en markant ændret bevidsthedstilstand og perspektiv på, hvad der er muligt. De ekstremt destruktive og begrænsende tanker og overbevisninger, som jeg har udviklet mens jeg er vokset op og som gennem mit liv har kørt på autopilot i mit baghoved, har været en kæmpe faktor i den måde, mit liv har formet sig. Jeg havde meget meget længe været meget bevidst om mønstre i min måde at tænke på, men ikke altid forstået sammenhængen mellem min måde at tænke på og det, der konkret kommer til udtryk i min virkelighed. Det er senere gennem nyere erfaringer blevet meget klart for mig. Og er noget lært, kan det også aflæres. Eller noget nyt kan indlæres. Jeg bestemmer og skaber selv, hvilken oplevelse, jeg gerne vil have og den oplevelse, jeg har. Og på den måde skaber jeg selv min virkelighed. Efterhånden fik jeg større og større indsigt, som hjalp mig. Som gjorde en konkret forskel og som jeg oplevede pludselig gav en masse ressourcer. Hvor jeg hele tiden havde følt mig magtesløs og som et offer, begyndte jeg at finde konkrete redskaber til at ændre mit perspektiv. Ændre den historie, jeg fortalte om mig selv. Ændre mit selvbillede og selvfølelse. Ændre min fysiske og psykiske tilstand. Ændre min konkrete situation og virkelighed. 

Jeg begyndte desuden lidt efter lidt at se et mønster og en mening i alle mine tidligere erfaringer. Jeg begynde at se en endnu tydeligere mening med mine relationer. Jeg begyndte at se meget klart, hvordan alt jeg har oplevet uden undtagelse har lært mig noget meget essentielt, som jeg ikke ville være foruden. Jeg ser nu, at der er en mening med alting. Alt og alle jeg møder på min vej. Sådan har det bestemt ikke altid været. Og mit gamle jeg ville nok være udfordret på at tage nuværende mig seriøst. Men nu er jeg ikke længere i tvivl. Jeg kan godt blive fanget i et gammelt mønster med følelser af meningsløshed og ligegyldighed. De går over altid, og samme sandhed står derefter endnu klarere for mig. 

Så hvor er jeg lige nu? Mit liv handler ikke længere om bare at overleve. Jeg er langt mere tilstede og bevidst. Jeg har stadig op- og nedture. Men jeg finder i større og større grad ro i mig selv og i det, der er. Livet som det er med alt det indebærer. Jeg er oftest glad og glæder mig og er fuld af tillid. Jeg arbejder stadig på at indrette et liv mere i balance og i overensstemmelse med, hvem jeg er inderst inde. Jeg føler mig stadig på mange måder udfordret, specielt fysisk. Jeg mærker effekten af et liv, der har været meget belastende med konstant indre stress og traumer, der langsomt heles. Jeg mærker og konfronteres hver dag med en ekstrem sensitivitet, som jeg stadig udforsker og forsøger at vende til min fordel. Jeg arbejder på at blive klogere på, hvad jeg kan bidrage til verden med. Jeg har uendelig mange ideer og intentioner, som venter på at blive til virkelighed. Men min krop og system skal kunne følge med. Jeg skal hele tiden have mig selv med. Min situation minder mig hele tiden om det, der formodentlig er den vigtigste, mest betydningsfulde læring af alle. Nemlig accepten af og kærligheden til det, der er. Jeg mindes om, at jeg allerede er “hjemme”, og at der ikke er noget, jeg nødvendigvis skal ændre på eller opnå. Drømme og intentioner og visioner er dog stadig ingen skam 😉 Og jeg ser et billede for mig…

Jeg har lyst til at leve et liv med bevidst fokus på det, der er essentielt for mig og så vidt muligt eliminere alt, der ikke er det. Jeg har lyst til at leve så simpelt som muligt og (derfor) samtidig leve så fuldt ud som overhovedet muligt med alt, hvad det indebærer. Jeg har lyst til at være nærværende og tilstede i hvert øjeblik. 

Jeg har lyst til at blive stadigt mere bevidst om min egen måde at fungere på og mit aftryk hos andre mennesker og andre levende væsener og verden i det hele taget. Jeg har lyst til at blive fri fra den sociale og kulturelle programmering, jeg har med mig, som mest af alt holder mig tilbage. Som skaber frygt og forhindrer mig i at være den og leve det liv, som jeg har potentiale til. Jeg har lyst til at leve omsorgsfuldt og medfølende over for alt levende. Jeg har lyst til at være mere i kontakt med alt levende, at leve i harmoni og balance med naturen – hvor heling sker automatisk. For mig betyder det også at leve mere minimalistisk og bæredygtigt. Minimere mit forbrug. Det betyder at spise planter – af alle tænkelige årsager – etik, bæredygtighed og ikke mindst sundhed. Det betyder at gro egen frugt og grønt, være mere selvforsynende, at lave ting selv fra bunden med hele og naturlige ingredienser. 

Jeg har lyst til at skabe kærlige fællesskaber, hvor folk kan være sig selv og støtte og inspirere og motivere hinanden til sammen at skabe et liv og verden fuld af kærlighed og med både velstand og velfærd for alle. En verden hvor alle har en plads i kraft af, at de udfører og bidrager med det, der inspirerer dem mest og gør dem allermest glade og lykkelige. En verden hvor konkurrence er unødvendig. En verden med sammenhold og samarbejde. En verden som jeg i hvert fald personligt drømmer om og som jeg tror på. Og ja, jeg bliver lidt selvbevidst nu… Måske er det lidt naivt og fantastisk det hele? Men altså. Jeg er helt oprigtig. Hvorfor tænke småt, når man kan tænke stort? Min klare personlige erfaring er, at det ikke er livet, der sætter grænser for os. Det gør vi udelukkende selv 🙂

Selvkærlighed… Det er virkelig et kæmpe emne… Det bliver nok halvlangt, og jeg når umuligt i denne omgang rundt om alt det, dette emne rummer for mig. 

Der er vist stadig meget for mig at lære på trods af, at jeg føler, jeg har bevæget mig helt ekstremt på den livslange rejse, jeg tror det er, at (lære at) elske sig selv fuldstændig ubetinget i alle øjeblikke. Jeg tror, jeg skriver det her indlæg lige præcis nu, ikke kun fordi jeg mener, at det at være kærlig overfor sig selv er mere essentielt end noget andet, men også fordi hele mit skrive-blog-projekt som tidligere nævnt konfronterer den del af mig, der stadig føler sig totalt utilstrækkelig. Specielt hvad angår mig i en professionel sammenhæng, eller når jeg tænker på mit (min følelse af manglende) bidrag til verden. Dette er vist et gennemgående tema for mig stadig, må jeg indrømme, og en sammenhæng, hvor jeg oplever at blive særlig udfordret i at møde mig selv kærligt. Her er altså også en oplagt mulighed for at se på min egen læring og udvikling i relation til det at elske mig selv. Det er en mulighed for at se på, hvad der har virket for mig og måske revurdere noget, jeg gør, eller genoptage noget essentielt, der er trådt i baggrunden eller kommet i glemmebogen.

Hvad er selvkærlighed? Selvkærlighed er ikke narcissisme eller på nogen måde at føle, man er bedre end nogle andre mennesker. Jeg tænker, at det kort sagt er det at værdsætte sig selv præcis som man er og handle i overensstemmelse med sin egen sandhed og værdier. Det indbefatter lige så meget plads til på lige vis at værdsætte og give plads til andre præcis, som de er. Jeg vil faktisk sige, at det giver langt mere rum til netop dette… 

“Man kan ikke elske andre, hvis ikke man elsker sig selv”… Åh ja… Sikke en kliché? Men efter min overbevisning en uomtvistelig sandhed. Kvaliteten af ethvert forhold, vi har til andre mennesker, bygger på kvaliteten af det forhold, vi har til os selv. Det vigtigste forhold, vi har, er forholdet til os selv. Vi må være vores egen største støtte og kærlighed. Har vi ikke et kærligt forhold til os selv, vil de forhold, vi har til andre, lide under det. Uden undtagelse. Der er simpelthen så meget at sige om den relationelle dynamik, at jeg nok desværre må begrænse mig for nu og uddybe en anden gang. Men det indlæg kommer nok. 

Noget andet er desuden, at vi ikke kan tage os af andre, med mindre vi først har taget os af os selv. Vi kan kun give til andre, når vi reelt har noget at give. Det andet er en underskudsforretning og ikke bæredygtigt, uanset hvad undskyldningen er (sagt specielt rettet mod den del af mig, der længe har forsøgt at modargumentere dette). Alt dette er måske ikke så rart at tænke på. Muligvis en anelse konfronterende. Det var det i hvert fald for mig. Faktisk ekstremt ubehageligt og noget, jeg nægtede at tage ind og forholde mig til. Indtil jeg indså sandheden og turde være ærlig overfor mig selv. 

Jeg vil gå så langt som til at påstå, at hele ens liv er et “produkt” af kvaliteten af det forhold, man har til sig selv. Selvkærlighed er udgangspunktet for al heling. Og kærlighed heler ALT. Jo, jeg mener det seriøst. Og derfor tror jeg virkelig, det er altafgørende at tage de skridt, der skal til i retningen af selvkærlighed, hvis vi for alvor vil leve et liv med godt helbred og fuld af glæde, meningsfuldhed og kærlighed generelt. Jeg tror i øvrigt, at det er det bedste vi kan gøre for verden, uden undtagelse. Jeg tror det er det vigtigste, vi kan gøre nogensinde.

Så… Hvad har jeg mere konkret haft fokus på selv, siden jeg blev bevidst om potentialet i at elske sig selv? Og som rent faktisk over tid har gjort en kæmpe forskel? Hvordan kan jeg og måske også du praktisere selvkærlighed?

Skab nye tankemønstre og fortællinger om dig selv 

Et oplagt sted at starte er at lægge mærke til dine tankemønstre. Hvordan taler du til og om dig selv? Læg mærke til, hvornår og i hvilke sammenhænge du fx er hård ved dig selv eller taler til dig selv på en måde, som du sandsynligvis ikke vil tale til nogle andre. Meget ofte er vi ikke særlig søde ved os selv og forlanger desuden noget helt andet af os selv, end vi ville finde det rimeligt at forlange af nogen anden.

Øv dig i ikke at tale negativt om dig selv. Hver gang du fanger dig selv i det, så lav en ny fortælling. Vi er langt fra altid bevidste om, hvad vi tænker, men fanger du en negativ tanke omkring dig selv, så tænk en ny bagefter. Prøv samtidig på ikke at dømme dig selv for det, du tænker. Ideen er ikke at arbejde ud fra modstand på det, der er og det, du nu engang tænker. Det er ikke forkert at tænke det, du gør, hvad end det er (det meste af det er du reelt ikke herre over). Og selvkærlighed inkluderer medfølelse for og anerkendelse af ALLE dele eller sider af dig. Spørgsmålet er blot, om en given tanke tjener dig. Accepter dig selv for hvad end (negativt), du tænker, når du gør det, og så tænk derefter en ny (positiv) tanke. Finder du det svært overhovedet at komme i kontakt med og blive bevidst om dine tanker, så kan jeg stærkt anbefale at begynde at skrive dagbog eller lignende. 

Det kan være udfordrende at skabe fortællinger om dig selv, som du slet slet ikke tror på. Hvis “jeg er værd at elske. Jeg fortjener det bedste. Jeg elsker mig selv” eller lignende skaber så meget modstand hos dig, at selve tanken næsten virker umulig, eller hvis du trækker dig følelsesmæssigt fra udsagnet, så er det endnu ikke din sandhed. Så start et andet sted. Du kan eventuelt stille dig selv spørgsmålet: “Hvis jeg nu elskede mig selv… Hvad ville jeg mon så tænke om mig selv? Og hvad ville jeg gøre lige nu eller i given situation, hvis jeg elskede mig selv?” Og hvis det også er for svært at forholde dig til, så kan du spørge: “Hvad ville en der elskede sig selv gøre?”

At begynde at stille disse spørgsmål og lægge mærke til svaret var et vendepunkt for mig. At gøre det konsekvent ændrer totalt de grundlæggende overbevisninger, man har omkring sig selv. Og ændres ens grundlæggende overbevisninger, vil det uundgåeligt komme konkret til udtryk i ens liv. Efter jeg er også er begyndt at handle i overensstemmelse med de svar, jeg får, har mit liv ændret sig drastisk. Det lyder måske simpelt, men det er ikke nødvendigvis let. Ikke for mig i hvert fald. Det er det mest konfronterende nogensinde (men den vildeste shortcut til personlig udvikling, øget livsglæde og bedre helbred), og det har tvunget mig til at begynde at give slip på alt, der ikke tjener mig. Og det kan være en udfordrende hvis ikke smertefuld proces.

Vær fuldstændig ærlig overfor dig selv, vær anerkendende og overbærende og giv slip på fortiden

Jo mere bevidste, vi bliver om os selv og vores tanker, jo mere må vi også se alle sider af os selv i øjnene. Jeg var (og jeg vil tro rigtig mange af os er) bange for for alvor at se på mig selv og være ærlig overfor mig selv. Vi må se på vores usikkerheder eller de sider, vi ikke er super stolte af eller ligefrem skammer os over. Alt det vi ikke vil kendes ved. Jeg tror, der er “mørke” i os alle. Vi har alle såkaldte skyggesider. Så jeg gentager lige mig selv: Vær anerkendende og forstående over for enhver tanke og følelse i dig. Enhver del af dig. Lær at rumme enhver del af dig. Se enhver del af dig som fuldstændig valid og berettiget. Der er en grund til, at du er som du er. Der er altid overensstemmelse mellem det, du føler, og den virkelighed du oplever. Ofte er vores indre verden og vores tanker et produkt af vores opvækst, vores tidligere oplevelser, det vi har lært og den måde vi er blevet mødt (og ikke mødt!) på. Og du har intet at skamme dig over. Det er slet ikke det samme som, at enhver tanke eksempelvis er “sand” eller nødvendigvis tjener dig (når du fx tænker, at du er utilstrækkelig og ikke værd at elske osv.). Det betyder heller ikke, at du ikke kan udvikle dig til det bedre! Men udgangspunktet er heller aldrig forkert. Kærlighed rummer alting. Så se dig selv i øjnene. Lær dig selv at kende med alt, du indeholder. Bliv bedre til at se indad og gør det til en vane at undersøge hele den verden, der udspiller sig inden i dig.  

Og helt generelt… Vær mild mod dig selv. Slå ikke dig selv i hovedet. Vi behøver ikke at være perfekt eller gøre noget perfekt. Vores værd er ikke afhængigt af vores produktivitetsniveau eller “succes”. Eller personlighed eller handlinger eller livsomstændigheder i det hele taget. Og prøv helt at give slip på fortiden. Fortid er fortid. Fortid er nu kun den historie, du fortæller. Intet andet. Giv slip på fortiden og de begrænsende fortællinger, du har om dig selv. Giv slip på alt du har gjort eller ikke gjort. Vi har alle gjort eller sagt ting, vi ikke er stolte af. Vi har alle oplevet følelsen af ikke at have slået til. Vi føler alle skyld til tider. Lad være med at bære nag eller holde noget mod dig selv. Du har gjort, hvad du kunne under omstændighederne, og det kunne derfor ikke være anderledes. Det var præcis, som det skulle være. Du udvikler dig hele tiden. Du har sandsynligvis allerede lært, hvad du skulle lære. Nuet er det eneste, der i virkeligheden er. Vær i nuet. Hvert nu er en ny begyndelse, og alt er et valg. Og du kan ændre din historie i hvert øjeblik.

Vær autentisk og tro mod dine personlige grænser

I takt med, at man konfronterer sig selv med sine egentlige behov, lærer man også sine personlige grænser at kende. Vær tro mod dem. Nogle af os må revurdere de omstændigheder, vi har valgt for os selv, hvis vi skal have det godt og ikke konstant gå på kompromis med os selv. Nogle af os har brug for at sætte grænser eller tydeligt udtrykke vores behov overfor vores omgivelser. Giv helt slip på omstændigheder, der ikke tjener dig. Om det er en specifik relation eller job eller noget andet. 

Jeg arbejder stadig med at udtrykke mine personlige behov og grænser overfor mine omgivelser. Jeg er typisk ret pleasende og selvopofrende, og andres behov føles oftest meget vigtigere end mine egne umiddelbare behov. Men det er vigtigt at understrege, at det ikke er et udtryk for, hvor godt jeg vil andre mennesker det. Altså jeg vil det bedste for alle. Men dette er et relationelt afhængighedsmønster. En overlevelsesmekanisme. Det er i virkeligheden et udtryk for mit eget behov for at føle mig nyttig og accepteret. Elsket. På et eller andet tidspunkt i mit liv, mens jeg voksede op, har jeg udviklet den indstilling som et redskab til at opnå anerkendelse og accept, til ikke at “blive udstødt af flokken”. Til overlevelse kort sagt. Det er blevet et grundlæggende mønster i mine relationer at indrette mig efter alle omkring mig, fremfor at mærke og stå ved mig, selv gå fra og til. Men det er et mønster, som ikke længere tjener mig. Tværtimod. Endnu et emne at skrive om til en anden god gang. 

Jeg har tidligere været ret grænseløs overfor mig selv på mange måder. Og første skridt i retning mod bare at kunne få en fornemmelse af hvor mine grænser går, har for mig været at øve mig en masse i at mærke mig selv. Det havde jeg aldrig lært. Det har blandt andet bestået i at lave en masse kropslige øvelser (kropsscanning, afgrænsning mm.). Næste skridt har været at turde stå ved mine grænser og udtrykke dem i mine relationer. At begynde at stå op for mig selv har været et kæmpe skridt på vej mod at elske mig selv. At sætte grænser handler om autenticitet og det at være tro mod sig selv. Og som jeg i højere og højere grad har formået det og eksempelvis fjernet mig fra relationer eller situationer, som ikke har været gode for mig, har følelsen af, at jeg er værdig og elskelig kun vokset. 

Lad være med at bekymre dig om, hvad andre tænker om dig

Helt i tråd med ovenstående og det at være autentisk. Stop med at bekymre dig om, hvad andre tænker om dig. Og det er en jeg selv konfronteres med bl.a. hver gang, jeg vil skrive et blogindlæg. Det er ikke nemt. Det er menneskeligt at ville passe ind. Ikke være uden for. Derfor prøver vi at imponere alle omkring os. Vi sammenligner os og konkurrerer med alle omkring os. Vi vil gerne accepteres og søger konstant bekræftelse i den ydre verden. Vi er afhængige af den, fordi den giver os en følelse, som vi sjældent er i stand til at skabe selv. Vi prøver at opnå kærlighed og påskønnelse udefra, i stedet for at udvikle og kultivere den indefra. Vi bruger en masse energi på at leve efter andres eller samfundets eller kulturens standarder for, hvordan vi skal være eller se ud, i stedet for at skabe vores egen standard. Det er som tidligere nævnt en overlevelsesmekanisme, som for langt de flestes vedkommende er meget stærk.

Men… Jeg vil gerne være den bedste (og kærligste) udgave af mig. Og i den kontekst er det ligegyldigt, hvem andre mennesker er, hvad de tænker, hvad de mener, hvad de gør. Alt der betyder noget er, hvad der uafhængigt af noget andet er sandt for mig og bringer mig glæde. Så hvad er min egen sandhed og standard? Hvad er mine egne værdier? Mit budskab til både mig selv og til dig er, (at begynde) at leve efter dem. Lev som du gerne vil leve. Ikke som andre gerne vil have du skal leve. Eller som du tror, andre vil have du skal leve. Og giv det til dig selv, som du søger fra andre. Opfyld så vidt muligt selv de behov, som du søger opfyldt hos andre (som måske er de samme som dem, du forsøger at opfylde hos andre). Vær desuden ærlig og uden filter. Jeg taler ikke om at sige hvad som helst højt, der falder dig ind eller om ikke at tage højde for og være bevidst om, hvordan du påvirker andre mennesker. Jeg taler om at stå ved dig selv. Lad være med at portrættere dig på en bestemt måde over for andre. Lad folk dømme dig. Det er udenfor din kontrol uanset hvad (og handler om dem og ikke om dig). Vær med mennesker, der kan lide dig for den, du er. Mennesker som er kompatible med dig. Som ikke har behov for at lave om på dig. Som accepterer og anerkender dig med alt, hvad det indebærer. De findes, så snart du tror på det. Kort sagt: Stop med at prøve at passe ind. Vær autentisk. Prøv ikke at være nogen anden, end du er. Det er meningen du skal være dig, præcis som du er!

Skab et positivt forhold til din krop

Jeg kan virkelig ævle i evigheder omkring dette emne, men jeg forsøger mig med en kortere udgave.

Skab et positivt forhold til din krop. Din krop arbejder med dig. Og det gør den ALTID uden undtagelse. Den er aldrig imod dig. Oplever du kropslige symptomer af forskellig art er det nemlig blot symptomer. Det er ikke din krop, der en ond og vil dig det dårligt. Det er et udtryk for, at noget andet er på spil, og det er din krops eneste måde at udtrykke dette, så du kan foretage ændringer til gavn for dig. Øv dig i at lytte og være medspiller, selvom det kan være rigtig udfordrende. Og det ved jeg (om nogen), at det virkelig kan være (efter bl.a. over 10 år med kroniske smerter, ekstrem træthed og udbrændthed og alt muligt andet). 

Skab et taknemmelighedsforhold til din krop. Din krop har en funktion. Den har mange. Den er helt fantastisk. Læg mærke til alt det gode, din krop gør for dig konstant hver eneste dag. For de flestes vedkommende sørger vores krop for, at vi kan komme ud af sengen om morgenen, at vi kan komme fra a til b, vores ben sørger for, at vi kan gå rundt og vores arme og hænder at vi kan lave mad, at vi kan kramme og holde om dem vi holder af osv. Vores krop nærer os gennem den mad, vi giver den osv. osv. Der er uendelig mange eksempler. Sæt aktivt pris på det, din krop kan og gør for dig hvert øjeblik. Uden vores krop ville vi slet sanse og vi ville ikke have en oplevelse. Vi ville ikke være mennesker. Og jeg kan virkelig på det kraftigste anbefale så kærligt som muligt at understøtte din krop og alt dens arbejde for dig. Men det må jeg uddybe en anden gang.

Det er så let at tale og tænke negativt om vores krop. Have modstand på den, ville adskille os fra den frem for at føle os forbundet, føle os ét med den. Og de fleste af os har også ting, vi ikke bryder os om ved vores udseende, hvilket ikke gavner situationen. Her kommer et par ord, måske mest henvendt til kvinder, men mon ikke mange mænd også kan genkende et eller andet… ? 

Vi bruger så meget energi på at leve op til et hovedsageligt medieskabt skønhedsideal, der er et udtryk for en manipuleret og komplet forvrænget virkelighed. Vi forsøger at efterleve en illusion og det gør os ulykkelige. Det er medvirkende til, at vi konstant vurderer os selv og sammenligner os selv med andre. Sandheden er, at vi alle sammen er meget mere forskellige og unikke, end det medieskabte billede udtrykker. Så elsk din naturlige krop i stedet for at ville passe ind i en ekstrem snæver forståelse af skønhed eller “rigtighed”.

En øvelse kan eksempelvis bestå i hver gang du ser på dig selv og dømmer noget hos dig som en “fejl” at prøve at distancere dig selv fra de negative ord og betydninger, som du har tillært. Du behøver ikke nødvendigvis at prøve bevidst at tænke en masse positivt omkring dine hængebryster og strækmærker, eller hvad end det kunne være (nej nej, det er ikke slet ikke personlige eksempler). Prøv bare at glemme din forforståelse og prøv at “overspille” alle negative tanker og associationer omkring disse ting ved dit udseende ved at se helt neutralt på dem, som om det var første gang du så dig selv. Bare se på dig selv… Tænk: “Det er mine strækmærker. Der er de… Ligesom de er, ligesom de skal være. Fordi de er”. Og fortsæt din dag med energi til og fokus på det, der gør dig glad 😉

En anden øvelse er ikke hele tiden at korrigere dit udseende på alle mulige måder. Prøv eksempelvis i en periode ikke at gå med make-up, farve eller sætte håret, gå med bh, fjerne kropsbehåring eller andre ting, vi gør vanemæssigt i forskellig udstrækning for at føle os ok og accepteret og tilpas i sociale sammenhænge eller endda for at føle os tilpas med os selv, når vi er alene. Vi kan helt glemme, hvordan vi reelt ser ud. Vi kan forvente at se et bestemt billede af os selv og kan blive skuffede eller triste af at se et andet billede. Se dig selv, som du er helt naturligt og øv dig i at føle dig tilpas i det. For mig har denne øvelse været en kæmpe lettelse og også betydet, at jeg nu er langt mindre selvbevidst omkring mit udseende i det hele taget. Disse “øvelser” har generelt betydet uendelig meget for mit selvværd. Igen: Vi er alle præcis, som vi skal være og ser ud præcis, som vi skal. Punktum. 

Hvad jeg har skrevet i hele dette indlæg føles stadig kun som overfladen. Der er så meget dybde og så mange flere detaljer, og jeg kan helt sikkert nævne en masse flere konkrete tiltag og måder at begynde eller i stadig højere grad at praktisere selvkærlighed og selvomsorg. Men jeg tænker, at det absolut vigtigste emne i verden nok gerne må få yderligere opmærksomhed i fremtiden 😉 Jeg tror og håber, mit budskab et tydeligt nok for nu. Vi er alle kærlighed og fortjener alle det allerkærligste fra os selv <3

OK, så er jeg i gang, tænkte jeg. Jeg skriver en blog. Det bliver så godt! Jeg havde skrevet første indlæg, og det var en kæmpe overvindelse og sejr. Jeg havde så meget styr på det i mit hoved, syntes jeg. Og første indlæg skrev jo mere eller mindre sig selv. Jeg fik (med hjælp og tålmodighed fra min søde kæreste) fumlet mig frem til, hvordan jeg fik lavet en hjemmeside til en blog og hvordan jeg poster blogindlæg. Det var alligevel noget af en proces, for jeg er mildt sagt handicappet, når det kommer til alt, der har med computer og digitale medier osv. at gøre. Og så fik jeg delt første indlæg og spredt budskabet. Succes! 

… Hvis jeg skal være helt ærlig, så holdt den følelse i omkring 2 sekunder. Og så fik jeg ondt i maven. Og det ramte mig for alvor, at jeg jo skal være klar på og kunne håndtere at blive sagt imod eller latterliggjort eller ligefrem hadet. Av. Hvordan bliver jeg modtaget af verden? Samtidig gik min hjerne i hyperrefleksionsmode (er det ikke et ord?)… 

Og nu står det stadigt klarere for mig, HVOR mange retninger rodet i mit hoved rent faktisk stikker i, og hvor mange ressourcer jeg bruger på at prøve at få det hele til at give mening… Gøre det brugbart…

Bare et lille splitsekund af et tankespor, jeg nåede at observere:

… Der er så mange emner, jeg kunne tage op. Jeg kunne gå helt i dybden med en masse detaljer eller forsøge at skabe et overblik over det hele. Det hele hænger jo sammen… Der er alt for mange emner… Og hvor skal jeg dog starte? Hvilken form skal det have??? Og hvad er den RØDE TRÅD?!?! Åh nej, allerede nu er det her uoverskueligt og anstrengende!!!! Kan det nogensinde blive meningsfuldt? Åh, jeg håber, det kommer til at give mening. Nytter det her noget? Hvorfor gør jeg det overhovedet? Er det spild af tid og kræfter?!?! Vil jeg fejle… Ja, det var nok bare en fjollet ide, jeg fik et øjeblik.. Nu tilbage til virkeligheden, Cecilie… 

Allerede nu bliver jeg totalt fokuseret på et endeligt resultat. Og allerede nu er jeg fanget i en negativ følelse og et begrænsende tankespor. Jeg bliver så fokuseret på, hvad det er jeg laver, på hvorfor, og på mine (manglende) evner i samme forbindelse, at jeg totalt lukker af for at skrive og udtrykke noget som helst. Og det går op for mig, at jeg ubevidst mentalt har kørt i det samme spor, siden jeg skrev første indlæg. På få dage er jeg gået fra at forbinde projektet med en følelse af glæde og meningsfuldhed til en følelse af utilstrækkelighed og modstand. Og jeg har samtidig berøvet mig selv den fantastiske følelse af at være fuldstændig i nuet i et kreativt og inspirerende flow. 

Der er flere mønstre på spil her, som er ret udprægede hos mig. De er virkelig gamle, men hæmmer mig stadig i flere kontekster, når jeg ikke er bevidst om det. Ja, de mønstre er på ingen måde en ny opdagelse for mig, men jeg bliver alligevel lidt overrasket over, i hvor høj grad de er på færde i øjeblikket. 

Når de mønstre dominerer, så VIL jeg have overblik fra start og helst også vide det hele på forhånd. Jeg skal ligesom have den overordnede ramme at putte detaljer ind i, før noget giver mening for mig. Og det SKAL give mening, og der skal være en rød tråd. Jeg er ikke her og nu, men altid skridtet videre. Jeg er ikke i selve processen og nyder ikke at se noget udvikle sig uden at definere det eller uden at vide eller i hvert fald have en klar ide om, hvad det bliver til. Jeg fokuserer på fremtiden og på resultater og konsekvenser. Sagt på en anden måde, så besidder jeg en evindelig trang til at ville kontrollere det, der sker. Og jeg får hurtigt forbundet det, der ellers udspringer af glæde og lyst, med præstation. Oftest efterfulgt af en følelse af utilstrækkelighed. En følelse af ikke at evne den “opgave”, jeg sætter mig for… En følelse af at skulle gøre noget virkelig godt… Helst perfekt. Jeg vurderer og dømmer mig selv og min gøren konstant. Min følelse af utilstrækkelighed og ubarmhjertige selvvurdering og selvkritik er et mønster, der alle dage har holdt mig tilbage. Og en stor del af tiden betyder det, at jeg kommer til at bremse min egen kreativitet og kreative proces, allerede inden jeg er for alvor er gået i gang med noget. Jeg er begyndt på SÅ mange forskellige ting. Jeg har sunget, spillet klaver, spillet guitar, spillet saxofon, spillet teater, tegnet, malet, danset (osv. osv.). For inspirationen og lysten er der og har altid været der. Men jeg har også hurtigt mistet lysten igen til den konkrete ting, jeg er begyndt på, i kraft af denne overbevisning og utilstrækkelighedsfølelse. 

Jeg må vist indse, at hvis jeg gerne vil fortsætte med at skrive blog, fortsætte med at blive inspireret og føle glæde og meningsfuldhed i processen, så må jeg være ekstra bevidst om og arbejde med at slippe de mønstre, som begrænser denne proces og min både lyst og evne til at skrive.

Jeg tænker, at et par små remindere til mig selv desangående vist er på sin plads… Så her er note to self (og måske til dig, hvis noget som helst af det resonerer hos dig):

Vend hele tiden tilbage til nuet: 

Jeg har oplevet det mange gange… Følelsen af fuldstændig at glemme tid og sted. Af at glemme mig selv. At være i en tilstand af flow, hvor kreativitet kommer helt naturligt. For mig er denne oplevelse langt hen ad vejen forbundet med min evne til bevidsthedsmæssigt at blive i nuet… Hvor jeg formår at give helt slip på gamle mønstre og historier, jeg fortæller om mig selv, som begrænser mig. Hvor jeg giver slip på tanker om fremtiden, mit behov for et bestemt resultat og min frygt for, at fremtiden ikke ser ud, som jeg gerne vil have den. 

Hele tiden at vende tilbage til nuet giver mig en følelse af meningsfuldhed ved selve processen helt uafhængigt af resultater. Et eventuelt produkt i sig selv behøver derfor ikke at give mening. Det er ikke vigtigt. Det vigtige er processen og det meningsfulde for mig i at udtrykke mig fra øjeblik til øjeblik. Jeg kommer helt automatisk i kontakt med følelser af lyst og glæde. 

Giv slip på ideen om kontrol: 

Reel kontrol er vel på mange måder en illusion. Det handler om ideen om kontrol. Om den ro det giver at tro man er i kontrol… At have følelsen af at have kontrol over det, der sker i ens liv. “Jeg har styr på det”-følelsen. Men som jeg ser det, er der i virkeligheden meget lidt udenfor os selv, som vi har nogen som helst kontrol over. Har jeg indflydelse på og kan i en eller anden grad påvirke mine omgivelser? Ja. Men kan jeg kontrollere noget eller nogen eller forudsige, hvad der sker? Niks. Uanset hvor umage jeg gør mig. 

Så skal det jeg skriver ABSOLUT “give mening”? Skal der nødvendigvis være en rød tråd? Niks. Jeg går med “jeg har reelt ikke styr på noget som helst… Og det er for fedt!”-følelsen…  For jeg tror ikke, det blot handler om et behov for, at det skal give mening for mig. Det er mit behov for, at det giver mening for andre. Men det er stadig mit behov, ingen andres behov. Jojo, måske det ville være fedt for andre, der måtte læse dette, at det er bare lidt sammenhængende og giver mening. Det kan da være, du enten takker mig lige nu (for, at jeg i det mindste forsøger) eller at du blot forsøger at holde min rablen ud til enden. Uanset hvad, så handler det om en trang til kontrol fra min side. Som får mig til at overtænke og overanalysere. Det er mit behov for, at det jeg skriver skal være noget bestemt og blive modtaget på en bestemt måde. Det er altså også et forsøg på at kontrollere andre mennesker. Jeg vil have, at andre mennesker skal finde det nyttigt. Og det fører tilbage til, at jeg gerne vil være nyttig. Ses som nyttig. Jeg vil være noget bestemt for andre mennesker. Som er det samme som (i hvert fald i dette tilfælde), at jeg skal være én ting og ikke noget andet for at være tilstrækkelig. At jeg ikke skulle være god nok som jeg er. Ubetinget. Og dette leder mig til sidste og vigtigste reminder:

Jeg er tilstrækkelig. Jeg er præcis, som jeg skal være altid:

Jeg skal ikke være noget bestemt eller bevise noget som helst. Jeg kan og skal kun være, hvor jeg er og som jeg er og arbejde derfra. Og jeg må have tillid til mig selv og til min egen proces. Det er simpelt. Jeg skal bare være mig. UANSET hvad jeg gør eller ikke gør i dette liv, så er jeg allerede mere end nok. Det gælder i øvrigt også dig 🙂

Jeg har en fornemmelse af, at dette tema bliver en helt stor genganger, som vil vise sig i alle mulige afskygninger. Og jeg må minde mig selv om mit eget budskab igen og igen, indtil det ikke længere er nødvendigt (og måske vil det være nødvendigt for altid, og det er ok).

Ooog hvad angår fremtidige blogindlæg… Go with the flow. Hvorfor ikke bare lade det fylde, der fylder og er aktuelt i mig og skrive om det, hvad end det er? Det er vel yderst relevant af samme årsag. For mig selv om ikke andre. Og næppe tilfældigt.