Hvorfor starte en blog? Hvorfor har det været en tilbagevendende ide gennem flere år? Det er nok en lidt længere og lettere ævlende forklaring… 

Jeg har været udfordret det meste af mit liv både fysisk og psykisk og har som følge deraf følt mig ekstremt hæmmet meget af tiden. Jeg har samtidig nærmest så længe jeg kan huske forsøgt at finde løsninger på de udfordringer, jeg har haft. Når jeg tænker over mit liv og de udfordringer, jeg har mødt, og den positive udvikling jeg har været igennem, så har der været flere ting, som jeg oplever har været udslagsgivende for en ændring i positiv retning. 

Og nej… Det har faktisk IKKE været takket være de mange psykologsamtaler (med de der psykologer, du ved, som nærmest ikke ser en i øjnene, som ikke kunne drømme om at afsløre noget af deres eget liv eller personlighed, og som er så optaget af at analysere ens ord og adfærd ud fra de teoretiske bokse, de på et eller andet tidspunkt har fået indkodet, at de ikke er nærværende og aldrig reelt “ser” én). Det har ligeledes heller ikke været takket være de utallige forskellige læger, specialister, fysioteapeuter, kiropraktorer osv. osv., jeg har opsøgt gennem årene, som har medvirket en positiv ændring i mit liv. Deres behandling har haft ingen til minimal effekt på mit fysiske og psykiske helbred gennem årene. Der har selvfølgelig været professionelle imellem, som har været oprigtigt interesserede og hvor jeg bestemt har følt mig “mødt” og godt behandlet og hjulpet. Og jeg siger selvfølgelig ikke, at det er meningsløst for dig eller eller nogen anden at opsøge den form for hjælp, eller at de ikke er dygtige eller er gode mennesker. Slet ikke. Det vil jeg af gode grunde aldrig kunne udtale mig om. Jeg taler om min egen oplevelse og erfaring. Og jeg kan blot i dag konstatere, at deres tilgang (og deres ofte efter mit nuværende perspektiv og overbevisning begrænsede forståelse af heling og helbred) for mig aldrig har gjort den store forskel. Og HAR noget rent faktisk haft betydning for mig i disse forbindelser, har det virket til at handle om kvaliteten af den relation, jeg har oplevet med disse personer, snarere end den teori eller tilgang, jeg er blevet mødt med eller behandling, jeg har fået.

Det har nemlig overvejende været de ægte autentiske møder, jeg har oplevet med andre mennesker gennem tiden, som har betydet, at jeg har det som jeg har det i dag. Kendetegnende for de mennesker er, at de har været fuldstændig til stede i nuet og har turdet vise hvem de er. De har turdet være fuldstændig ærlige og oprigtige. Jeg har kunnet mærke en overensstemmelse mellem det, de har udtrykt kropsligt og verbalt. Det er mennesker, der på en eller anden måde har udstrålet accept og anerkendelse. De har udstrålet kærlighed! At alt er præcis som det skal være i dette nu, og vi er præcis som vi skal være i dette nu. Jeg har haft en følelse af et meningsfuldt møde for begge parter, hvor jeg er blevet inspireret til og tryg ved selv at stå ved mig selv. Jeg har turdet se på min frygt og usikkerhed, hvad jeg har skammet mig over eller haft svært ved at stå ved. Det er disse møder med mennesker, hvor vi sammen har formået at skabe et autentisk, ærligt og nærværende rum, som lidt efter lidt har skabt en tillid til, at jeg har kunnet være mig med alt, hvad det indebærer. Disse oplevelser har efterhånden ledt til den erkendelse, at udgangspunktet for min heling IKKE er og aldrig vil være, at jeg skal være anderledes, end jeg er, at jeg skal ændre mig eller få noget til at “gå væk”. Udgangspunktet for min (og lur mig om ikke de fleste andres) både fysiske, mentale og følelsesmæssige heling er ikke at dømme eller ville ændre mig selv eller noget i mine omgivelser i det hele taget. Det er at lære at elske det, der er! Mig selv inklusiv. Og herefter er heling på alle planer et fuldstændig uundgåeligt “biprodukt”. Og sikke et vendepunkt for mig og mit både fysiske og psykiske velbefindende!

Dermed ikke sagt, at specifikke teknikker og tilgange til at arbejde med sig selv og til at søge at have det så godt som muligt fysisk og psykisk er ligegyldige eller ubetydelige. Jeg har helt bestemt haft KÆMPE gavn af dette. Personligt har jeg en utrættelig og ustoppelig lyst til hele tiden at udvikle mig selv på alle planer. Livet består i en lang række af nuer med mulighed for at skabe den allerkærligste udgave af mig selv. Det er det bedste og det mest meningsfulde, jeg ved og kan forestille mig. Min pointe er, at jeg nu altid forsøger ikke at arbejde ud fra et udgangspunkt af modstand på min aktuelle tilstand eller på mig selv, som jeg er i dette øjeblik. For jeg VED (omend jeg har øjeblikke, hvor jeg glemmer det), at jeg og alle andre og alt andet er præcis som det skal være. Uden undtagelse. Det lyder måske paradoksalt. Jeg er perfekt i dette nu samtidig med, at jeg vokser og udvikler mig i ethvert nu. 

Ok, det føltes som en lang smøre… Så hvad er fællesnævneren i alt, jeg skriver? Hvad er det egentlig, jeg gerne vil nå frem til? Hvad har alt det med den der blog at gøre, spørger du måske?

For at være helt ærlig, så er det mest nærværende spørgsmål i mine tanker: Hvorfor jeg IKKE skal starte en blog:

1. Det er ekstremt grænseoverskridende! Jeg har aldrig gjort noget lignende før! Stoooop mig selv! Nyt og ukendt = ubehageligt eller farligt!
2. Jeg er ikke typen, der skriver en blog. At skrive en blog udstiller mig. Jeg bliver ekstremt utilpas, hvis fokus er på mig. Jeg er anonym og neutral. Det har jeg altid været. Hvad vil der ikke ske, hvis jeg prøver at ændre det? Hvad vil der ikke ske, hvis folk begynder at kende mig? Og endda fremmede mennesker! 
3. Jeg egner mig simpelthen ikke til at skrive en blog. Det jo kun folk med en mening og en masse på hjerte eller som har noget virkelig interessant eller klogt at sige. Desuden har jeg aldrig været god til at skrive og formulere mig. Det skal også være underholdende. Ellers er der jo ingen, der gider følge med. 
4. Jeg vil bare få bekræftet mig selv i, hvad jeg ikke kan og ikke duer til. Risiko for en følelse af fiasko = ingen bedre årsag til at pakke den fjollede ide langt væk igen. Og det skal være lige med det samme!

Men… Jeg vil hellere prøve at vende den om: Hvorfor dog ikke starte en blog? 

1. For mig vil det at skrive en blog måske kunne samle nogle af alle de mange tanker, oplevelser og erfaringer, jeg efterhånden har samlet mig, som på nuværende tidspunkt mest kommer til udtryk som et gigantisk rod i mit hoved. Udluftning og måske en vis strukturering af tankemylderet vil være rart! 
2. Det at skrive en blog (som jeg måske fik understreget ovenover) vil være noget af det mest grænseoverskridende, jeg til dags dato har foretaget mig, og på den måde vil jeg helt uundgåeligt i denne proces konstant blive konfronteret med mig selv, den fortælling jeg har om mig selv og hvem jeg er, mine muligheder og (muligvis forestillede) begrænsninger osv. = personlig udvikling = juhuu. At kunne følge min egen udvikling og blive bevidst om og arbejde med de følelser og mentale mønstre, jeg bliver konfronteret med undervejs, er så givende og meningsfuldt for mig.
3. Endnu et aspekt er muligheden for at dele min udvikling med andre. Gennem de seneste år har bloggere og youtubere givet mig helt ubeskriveligt meget. At følge andres udvikling, specielt de helt transparente og autentiske af slagsen, har været så inspirerende. Hvis min rejse og læring og forsøg på at være så ærlig som muligt på nogen måde kan inspirere andre, vil det være intet mindre end fantastisk. 

Så for at samle op…. Jeg er på en udviklende rejse, som aldrig ender. At skrive en blog og forsøge at være så åben og autentisk som muligt vil være ekstremt givende og udviklende for mig. Det mærker jeg tydeligt, og det har kaldt længe. Jeg har bare ikke været klar. Jeg føler mig stadig ikke klar, men der er noget, der trækker insisterende nok til, at nu gør jeg det altså. Det er for min voksende kærlighed til mig selv og til livet. Det er et udtryk for en glæde hos mig ved at blive den kærligste udgave af mig. Vil man kunne give til andre, må man give til sig selv. Vil man udstråle og udtrykke kærlighed over for andre, må man starte hos sig selv. Vil man nogensinde kunne være en hjælp og støtte for andre, må man se på og mærke sig selv og først fylde sig selv op. Så på sin vis er det her umiddelbart kun for mig. Men hvis det undervejs på nogen måde vil kunne inspirere andre, så vil det være noget af det allermest betydningsfulde og meningsfulde, jeg kan foretage mig. 

Here’s to hoping 🙂