Mad har altid fyldt meget i mit liv. Det gør det nok i rigtig manges liv. Vi bruger trods alt en ret stor del af vores tid på enten at spise eller tænke på, hvad vi skal spise eller handle ind til og forberede den mad, vi skal spise.

Som helt ung har jeg nok ikke været særlig bevidst om mad. Jeg var så privilegeret, at maden blev serveret, og jeg spiste den for det meste. Noget mere velvilligt end andet. Men når jeg tænker og ser tilbage, så tror jeg faktisk, at mad for mig ret tidligt blev et middel til bedre at kunne være med det, der var. Den blev en trøst. Mad kan have en dejligt bedøvende eller beroligende effekt på kroppen og nervesystemet og midlertidigt slukke for de mange overvældende tanker og følelser, man oplever. 

Mad er en effektiv copingmekanisme 

Alle har copingstrategier, som de bruger, når deres nervesystem er overvældet. Spørgsmålet er, hvilket “stof” eller hvilken opførsel, vi bruger til at regulere vores nervesystem. Det kunne eksempelvis være nikotin, koffein, alkohol eller andet, der virker fx dopaminfremmende eller endorfinfremmende. Hvilken som helst adfærd, som hjælper os, idet den fjerner fokus fra den overvældende oplevelse, vi er i, som vi ikke ellers er i stand i at rumme. Spørgsmålet er også, hvor stor tolerance vores nervesystem har, før det når et punkt, hvor det er så overvældet, at vi forsøger at regulere det på den ene eller anden måde. Dette tror jeg er afhængigt af flere ting, blandt andet hvilke traumatiske oplevelser, vi har haft gennem livet samt kvaliteten af de forhold, vi har haft til forældre eller primære omsorgspersoner, mens vi er vokset op. Og dette er en længere snak, som jeg måske vil tage op en anden gang. Min pointe er, at mad har en stærkt beroligende effekt på nervesystemet og groundende effekt på kroppen. Noget “mad” er desuden af en type, der er ekstremt forarbejdet og/eller behandlet med kemikalier, der er decideret designet til at virke ekstra tiltalende på vores smagsløg og som har en ekstra stærk effekt på vores hjernes dopaminsystem. Dette medvirker, at vi kan blive decideret afhængige af den mad i kraft af den følelse, det giver os at indtage den.

Kort sagt er mad en ekstremt effektiv copingmekanisme, når vi er stressede, angste eller generelt følelsesmæssigt oprørte. Mad er samtidig let tilgængelig og relativt “sikker” (på den korte bane). Det er dog et meget kortvarigt fix. Der går ikke længe efter indtagelsen af et eller andet, før tanker og følelser igen dukker op og man igen er på udkig efter næste fix. Jeg tror faktisk, at “følelsesmæssig spisning” er en virkelig udbredt mekanisme og noget rigtig mange mennesker oplever, om de er bevidste om det eller ej. Denne mekanisme er både oplagt og effektiv i en verden med mere eller mindre konstant uafbrudt stress, hvilket vores krop, sind og nervesystem efter min overbevisning ikke er bygget til.

Til at begynde med foregik denne mekanisme for mit vedkommende fuldstændig ubevidst. Jeg var et barn. Men mekanismen var der, hvilket jeg forestiller mig har haft en stor betydning i forhold til min vægt. Jeg kan se på gamle billeder, at jeg i nogle perioder har været fuldstændig normalvægtig, og at jeg i andre perioder har været ret godt i stand, eller hvordan man nu skal udtrykke det. Tendensen var dengang tydelig. Jo bedre jeg har haft det, jo mindre har jeg spist, og jo mere har jeg haft lyst til at bevæge mig. Jo dårligere jeg har haft det, jo mindre har jeg bevæget mig, og jo mere har jeg spist. 

Som teenager (efter jeg ikke længere er blevet højere) og faktisk helt frem til den dag i dag har min vægt altid svinget 5-10 kilo i perioder, og den største forskel har været på omkring 15-17 kilo. Når man kun er lidt over 1,5 meter høj, så kommer dette i øvrigt ret konkret synligt til udtryk. 

Selvopfattelse, slankekure og yoyo-vægt

Som ung teenager begyndte jeg at blive bevidst om, hvad jeg spiste i langt højere grad. Jeg begyndte at få den forståelse, at der var en sammenhæng mellem min vægt og det, jeg puttede i munden. Jeg begyndte at blive virkelig selvbevidst omkring min vægt og mit udseende. Jeg levede på ingen måde op til det ideal, jeg havde omkring, hvordan jeg skulle se ud og det ideal, jeg oplevede omkring mig. Jeg syntes ikke, jeg så ud som de populære piger så ud, eller som pigerne så ud i musikvideoer og på de der posters i ugebladene, du ved (hvis du er fra min generation). Og selvom jeg aldrig har været eller følt mig som decideret mobbeoffer, så har jeg da fået kommentarer med på min vej omkring mit udseende, som har haft langt større indflydelse på min selvopfattelse, end jeg dengang ville indrømme. Jeg var stort set altid i kontrol og “balance” og lod det se ud som om, alt prellede af. Det gjorde det på ingen måde. 

Efterhånden begyndte ideen om, at jeg skulle se anderledes ud, end jeg gjorde, at fylde mere og mere. Det blev en mere eller mindre konstant kilde til utilfredshed med mig selv og i perioder til så meget skam, at jeg faktisk ikke havde lyst til at være en del af noget socialt. Jeg kunne heller ikke finde noget tøj, som jeg rent faktisk følte mig tilpas i. Det blev til en følelse af, at jeg ikke var værdig til at vise mig for nogen og være en del af noget. 

Jeg blev efterhånden (desværre) også bevidst om den virkelig forsimplede ide, at løsningen var, at jeg måtte indtage færre kalorier og forbrænde flere kalorier, hvilket inkluderede, at jeg skulle bevæge mig mere og spise mindre. Det var den eneste tilgang, jeg stødte på, og den var til gengæld ekstremt udbredt. Der var bud på forskellige slankekure nærmest uanset, hvor jeg kiggede hen, og de bestod alle sammen i på den ene eller anden måde at begrænse sit kalorieindtag. Forskellige suppekure eller “nupo”-produkter (slankeprodukter) eller kalorietællingssider osv. Enkelte løsninger havde fokus på at spise flere grøntsager, men generelt var sundhed og bedre helbred aldrig et fokus, jeg stødte på eller et spørgsmål, der fyldte hos mig. Og kurenes fokus på grøntsager handlede nok også mere om grøntsagers generelt lave kalorieindhold, end det handlede om næringsstoffer. Det handlede om at tabe sig og helst så meget som muligt så hurtigt som muligt. Jeg var heller ikke specielt bevidst om mekanismerne bag det faktum, at jeg skiftevis tabte mig en del og tog en del på. Jeg var ikke bevidst om, hvordan maden som nævnt fungerede som en trøst. En overlevelsesmekanisme. Jeg var ikke bevidst om, hvordan min senere bevidste restriktion af kalorier ligeledes var udtryk for en overlevelsesmekanisme – udtryk for en enorm utilstrækkeligheds- og forkerthedsfølelse og behov for ikke at skille mig ud eller i sidste ende blive udstødt af flokken. 

Fra den ene ekstrem til den anden

Denne ide om, at jeg skulle indtage færre kalorier og forbrænde flere kom til at betyde, at min vægt kom til at svinge endnu mere, end den havde tidligere. I perioder var jeg meget fokuseret og all-in. Jeg bevægede mig virkelig meget og satte alle mulige mål for mig selv samtidig med, at jeg var fokuseret på at spise så lidt som muligt. Det virkede ofte og jeg tabte mig. Men jeg kunne ikke holde det særligt længe, før jeg følte så stort afsavn, at jeg igen begyndte at spise, som jeg havde lyst til. Og jo mere jeg havde givet efter for denne trang og igen havde taget på, jo mere ekstremt måtte jeg så gå til værks, når jeg igen havde nået et punkt, hvor utilfredsheden med mig selv, mit udseende og min følelse af manglende selvkontrol fyldte mere end trangen til at give slip, være ligeglad og gøre og spise præcis, som jeg havde lyst til. Da måtte jeg sætte endnu mere udfordrende mål for, hvor meget jeg skulle bevæge mig, og hvor lidt jeg skulle spise, så jeg så hurtigt som muligt tabte mig igen – med det resultat, at jeg efterfølgende “faldt i” endnu mere end nogensinde og nærmest tvangsagtigt spiste større og større mængder af alt det, der ellers var “forbudt”. Dette agerede desuden trøst for den mere og mere udbredte følelse af mangel på selvkontrol og fiasko, når jeg endnu engang ikke kunne nå det mål, jeg havde sat for mig selv. 

Min tankegang omkring mad, bevægelse og vægttab blev mere og mere sort/hvid. Det var alt eller intet. Ingen balance. Der var ikke nogen bæredygtig vej. Jeg husker også et kort møde med en diætist, som jeg opsøgte i mit håb om at finde en løsning på det “problem”, at jeg i en periode vejede en del mere, end jeg syntes om. Og minsandten om ikke jeg blev mødt af den samme latterligt forsimplede tilgang til vægttab, som jeg havde stødt på selv en milliard gange. Jeg fik lidt generel info og blev opfordret til at veje min mad (tælle kalorier). Jeg var jo på ingen måde clueless omkring, hvordan en (ifølge en standard diætist) balanceret og sund kost er sammensat og ser ud. Jeg vidste godt på dette tidspunkt, hvad og hvor meget jeg nogenlunde “burde” spise. Jeg blev blot bekræftet i min egen tilgang, hvilket forstærkede det mindset, jeg havde omkring mad og mig selv, som langt hen ad vejen netop var skyld i alle mine udfordringer med mad og vægt. Og dette mønster fortsatte mange år, hvor det i nogle perioder kom mere til udtryk end andre. I perioder hvor jeg har haft det ekstra dårligt og typisk også haft det ekstra dårligt med mig selv, der har det også påvirket mit spisemønster og påvirket, hvor selvbevidst jeg har været omkring min vægt og bevidst jeg har været om, hvad jeg spiste. I perioder, hvor jeg generelt har haft det bedre, er mit spise- og bevægelsesmønster blevet mere afslappet. Det har i højere grad fundet en balance og min vægt svinget mindre. 

Spiseforstyrrelser, behandling og bedring

Jeg begyndte efterhånden at blive ret bevidst om de mentale og følelsesmæssige mekanismer, som influerede mit forhold til mad og bevidst om, at mit forhold til mad var langt fra sundt eller balanceret. Jeg vidste, at der var noget at arbejde med. Samtidig vidste jeg ikke, hvordan jeg selv skulle arbejde med det, og heller ikke hvor jeg omvendt skulle søge hjælp. Der var desuden en del skam forbundet med at skulle dele den del af mig så eksplicit med nogen. Så jeg lod det være i første omgang. Det eksisterende bare sammen med mig på en eller anden måde. Det påvirkede mig meget, men det overtog ikke mit liv. Endnu. Men det kom det til. 

Jeg mødte nye og flere udfordringer i livet og befandt mig i højere og højere grad i, hvad der for mig var virkelig intense og stressende situationer. Et eksempel blandt mange var det at skulle passe mit studie og deale med alle de personlige ting, det studie konstant konfronterede i mig. Mit i forvejen ikke hensigtsmæssige spisemønster begyndte at ændre sig til at indebære endnu mere tvangspræget overspisning og til, at jeg i stedet for i perioder at begrænse mit kalorieindtag så meget som muligt (anoreksi), som jeg tidligere havde gjort, begyndte at tvinge mig selv til at kaste op (bulimi), ofte efter et anfald af tvangsoverspisning. Anfaldene af tvangsoverspisning (BED) blev hyppigere og voldsommere. 

Det der sker mentalt og kropsligt i forbindelse med tvangsoverspisning er svært at beskrive og måske svært at sætte sig ind i, hvis man ikke selv har haft oplevelsen. Trangen er stærkere end noget andet, jeg har oplevet. Eller sådan blev det i hvert fald efterhånden. Jeg har aldrig taget hårde stoffer, men jeg forestiller mig alligevel, at trangen måske kan sammenlignes med den, en narkoman oplever. Det er (var i hvert fald for mig) en oplevelse af, at en anden havde fuld kontrol over mig, helt fra tanken omkring det at overspise, til det at købe ind til det, til det at spise det, jeg havde købt, og til at blive ved, indtil der (oftest) ikke var mere tilbage. Som om den automatiske handling, alt dette blev, lige pludselig var blevet 1000 gange stærkere end min bevidste viljemæssige handlen. Det var som at observere mig selv og min krop udefra og vide, hvad der skete, men først havde noget at skulle have sagt efter anfaldet var overstået.

Denne adfærd blev altovertagende. Alt i mit liv kom til at dreje sig om det samme. Og mønstret føltes helt umuligt at bryde. Til sidst kunne jeg ikke passe mit studie mere, og jeg blev mere og mere asocial. Jeg begyndte at mærke og se den ekstreme stressende og nedbrydende effekt dette havde på min krop. Jeg vidste, at tiden var inde til at tage det seriøst og søge hjælp, og jeg valgte at sygemelde mig fra mit studie.

Jeg kom i et behandlingsforløb og blev i en periode en del af en gruppe med tre andre, som havde spiseforstyrrelser og som beskrev deres oplevelser med mad, hvoraf mange af oplevelserne lignede mine egne. Det var en positiv oplevelse for mig at have nogle af spejle mig i og at sige det højt, som jeg ellers aldrig havde delt så eksplicit før, og som var så skamfuldt. Det tror jeg, var det allerstørste udbytte, jeg fik af det behandlingsforløb. Vi lavede også øvelser med det formål at blive mere bevidst om, hvad der “triggede” både vores tankemønstre og spiseadfærd. Vi blev fx opfordret til at skrive logbog over og se på den indbyrdes sammenhæng mellem, hvad vi følte og tænkte og hvad vi spiste. Men denne viden var nu ikke ny for mig, da jeg allerede gennem flere år havde reflekteret over disse ting. Jeg vidste godt, at mit manglende selvværd og behov for at passe ind i første omgang havde skabt behovet for at kontrollere min mad og også mange gange triggede mit behov for i så stor udstrækning at kontrollere. Og at denne kontrol blot førte til endnu mere afmagt og den tidligere beskrevne “alt eller intet” adfærd hos mig. Jeg vidste også godt, at jeg havde tendens til at bruge mad til at berolige mig selv og flygte fra nuet, når jeg var ked af det, stresset eller træt. Jeg vidste godt, at jeg ville have gavn af både at arbejde med mit selvværd på et dybere plan og af at forholde mig mere konkret til, hvordan jeg kunne afhjælpe min stress og træthed på en anden måde end blot at “symptombehandle” med mad.  

Uanset hvor bevidst jeg var eller yderligere blev om mine egne triggere og alle de mange følelser og overbevisninger bag min spiseadfærd, så havde det absolut ingen effekt på selve min tvangsoverspisnings- og opkastningsadfærd. Og da forløbet var slut var jeg desværre stadig fanget i den samme tiltagende nedbrydende mønster med tvangsoverspisning og opkast. Jeg var igen overladt til mig selv og det blev værre og værre. Lige indtil det nærmest fra den ene dag til den anden blev ikke bare markant bedre, men faktisk gik fra at fylde alt i mit liv til næsten ingenting. Det var vanvittigt. Og jeg kan stadig blive helt forundret over, hvad der skete, når jeg tænker på det. Og jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det. 

Jeg tror, jeg tænkte og eksperimenterede mig til løsningen. Selvom jeg ikke havde fået nogen løsning gennem den behandling, jeg havde fået, og selvom jeg ikke havde kunnet læse mig til løsningen nogle steder, fik jeg på en eller anden måde overbevist mig selv om, at den sindssygt stærke og overtagende tvangshandling, jeg foretog mig og som føltes totalt udenfor min kontrol (og som mange desværre lever med længe, når de først har udviklet adfærden) alligevel måtte kunne stoppes. 

Før havde jeg oplevet, at min bevidsthed nærmest blev forvist under et “anfald”, men nu tvang jeg mig selv til at observere. Jeg forestillede mig, når et anfald startede, at alt gik i slowmotion. Jeg observerede bevidst alt, jeg foretog mig – mine bevægelser, fra mine ben, der gik til en forretning, eller mine arme, der åbnede køleskabet, mine arme og hænder, der tog fat i maden og førte den til min mund, mine tænder, der tyggede maden, mig der slugte maden. Og det blev så klart for mig, at et anfald ikke var én episode, men bestod af en masse dele. Alle dele udført af mig. JEG er den eneste, der har kontrol over MINE lemmer. Så da mine ben begyndte at bevæge sig med det formål at finde mad, så sagde jeg til dem, at de skulle vente. Bare lidt. Først virkede det ikke, men der gik ikke lang tid, så virkede det. Så ventede de. Og jeg observerede trangen til at overspise og trangen til at bevæge mine ben, men bevægede mig ikke. Jeg kunne ikke holde fokus så længe af gangen, og jeg faldt et par gange ind i den samme tvangshandling som tidligere. Men næste gang jeg mærkede trangen, så begyndte jeg samme strategi. På et par dage resulterede det i, at jeg var i stand til blot at observere trangen, når den opstod og være med den, indtil den fortog sig igen. Og det gjorde den sjovt nok. Jo mere jeg bare kunne observere, jo mindre stærk blev trangen. Det var som om, at så snart min hjerne havde forstået, at der var andre muligheder, så forsvandt trangen stort set. Det der havde overtaget mit liv fuldstændig i en lang periode var nu nærmest ikke til stede. Selve tvangsoverspisningen og opkastningen havde altså for mit vedkommende intet at gøre med mit selvværd eller overbevisninger om mig selv og behov for at se ud på en bestemt måde osv. Tvangshandlingen havde fået sit helt eget liv og var helt uafhængig af den oprindelig trigger. Jeg har efterfølgende forsøgt at få en forståelse af, hvad der kunne have foregået. Og jeg tænker, at tvangshandlingerne i sig selv havde skabt en så stærk automatisk nerveforbindelse mellem min hjerne og min krop, at de kun kunne brydes ved at lave en anden meget stærk forbindelse ved gentagende gange at modstå bevægelse og blot bevidst observere trangen.

Jeg stod nu tilbage med et langt mindre tvangspræget forhold til mad. Mit spisemønster har som beskrevet uden tvivl rod i mit selvværd, og tendensen til at ville kontrollere min mad for at kontrollere mit udseende eksisterede stadig i en eller anden udstrækning. Den er der stadig tror jeg på et eller andet plan, dog er jeg nu så bevidst om den, at jeg oftest ser den, inden den når at komme konkret til udtryk i mit spisemønster. Men jeg begyndte stille og roligt at få og har nu et helt andet og langt mere kærligt og taknemmeligt forhold både til mad og til mig selv. Det vil jeg vende tilbage til. 

Ernæring og sundhed – hvad er sund mad?

Mad har som sagt altid fyldt meget i mit liv på forskellige måder. Jeg har indtil nu overordnet beskrevet mine mentale udfordringer i relation til mad gennem tiden. Jeg har generelt fra jeg var i starten af 20’erne (udover i stigende grad at blive bevidst om at udvikle et så vidt muligt sundt mentalt forhold til mad) for alvor interesseret mig for den konkrete sundhedsmæssige effekt, den mad jeg indtog havde på min krop og psyke. Altså hvilke forskellige stoffer, det vi indtager konkret indeholder, og hvilken effekt og betydning disse stoffer har for vores helbred. 

Jeg har tidligere beskrevet en stor en af min baggrund for min interesse i sundhed og helbred i kraft af de både fysiske og psykiske udfordringer, jeg har oplevet gennem livet, så det vil jeg ikke uddybe her. Men jeg begyndte i hvert fald at bruge ekstremt meget tid på at nørde i, hvad helbred og sundhed egentlig vil sige. Og det har været en kæmpe rejse og nok et af de mest komplicerede emner, jeg har sat mig for at blive klogere på nogensinde. Det tror jeg de fleste, der har forsøgt virkelig at komme til bunds i disse emner, vil give mig ret i. Der er simpelthen så mange modstridende ideer om, hvad der er sundt, og hvad der ikke er det. Du kan være sikker på at finde både et hvilket som helst synspunkt og også – og det er jo der det for alvor bliver kompliceret – finde en eller anden “videnskabelig” undersøgelse, der underbygger nærmest en hvilken som helst påstand. 

Der er uden tvivl kæmpe industrier (bl.a.) på spil med interesser, der ikke er styret af sundhed, men som har midlerne til at influere både hvilke (videnskabelige) undersøger, der foretages, og hvad der generelt promoveres som sundt. Og den overbevisning er kun blevet mere tydelig, efterhånden som jeg har beskæftiget mig emnet sundhed. Desuden er der et enormt marked for at sælge “sundheds”-produkter, og sundhedsverdenen drukner i forskellige trends, som sælges af alle mulige ”influencere” eller “sundhedsprofessionelle”, som sværger til lige præcis deres tilgang, og som kan virke meget overbevisende. Det er efter min mening virkelig svært at gennemskue eller finde hoved og hale i, og jeg har selv bevæget mig meget i min forståelse af eller ide om, hvad der er sundt og ikke er det. Og i sidste ende bliver det efter min mening et spørgsmål om, hvor dybt og bredt du graver for at blive klogere, hvilke kilder du har mest tillid til, hvad der resonerer hos dig eller virker mest rigtigt for dig – samt en undersøgelse af, hvilken effekt hvad har på din egen krop både på kort sigt og længere sigt. Forskellige mennesker vil havne vidt forskellige steder. Og selvom jeg er “landet” et sted og har dannet mig en bestemt overbevisning omkring, hvad jeg oplever som sundt for mig om ikke andre – så siger min erfaring mig, at jeg bør blive ved med at forholde mig meget åbent.

På baggrund af den rejse, jeg har været på i relation til mad og sundhed (den research samt eksperimenteren på egen krop over 10 år, jeg har foretaget) er jeg lige nu et sted, hvor sund ernæring kort sagt er ensbetydende med mad, der er så uforarbejdet som mulig og så tæt på den tilstand, som naturen har skabt den. Det er mad, der et let tilgængelig i naturen. Det er hovedsagelig let tilgængelig rå frugt og grønt. Det tror jeg er det allerbedste, vi kan indtage og altafgørende, at vi får nok af. Det er så fuld af livsvigtig næring og væske og de rigtige enzymer, som medvirker til, at vi rent faktisk kan fordøje maden og optage næringsstofferne i den. Det er den type mad, der er uden tvivl mest nærende og mindst belastende for vores krop og som også giver kroppen plads til at foretage det udrensningsarbejde, der løbende skal til for, at vi ikke bliver (alvorligt) syge.  

Der er en masse detaljer i spørgsmålene omkring, hvad der er allerbedst for os at indtage (måske specielt herunder hvad vi bør begrænse eller helt undgå) samt fordeling af makronæringsstoffer (fedt, protein og kulhydrat), som sikkert kan diskuteres, og som jeg stadig selv er undersøgende omkring. Og som sikkert også kan være relativ fra person til person langt hen ad vejen. Men “alt med måde” er altså efter min mening BS. Der er helt klart ting, som de fleste af os indtager, som jeg mener, vi bør holde os fra fuldstændig, da de skaber så store problemer for vores krops evne til at fungere (for nogle øjeblikkeligt og for andre uundgåeligt med tiden), at de aldrig nogensinde bliver en del af en sund og balanceret kost. Stort set alt forarbejdet mad er, på trods af at være ekstremt kalorietæt, ekstremt fattig på den næring, vores krop har så alvorligt brug for for at fungere. Det meste forarbejdede mad er desuden propfyldt med store mængder af sygdomsfremkaldende stoffer. Den type “mad” er rent ud sagt slet ikke genkendelig for vores krop som mad, hvorfor det blot belaster og skaber alvorlige problemer for vores systemer. Jeg er også skeptisk over for de fleste animalske produkter – dette overvejende i kraft af den måde disse bliver produceret (dette er en både på et etisk og sundhedsmæssigt plan uhyggelig undersøgelse, som jeg kun kan opfordre den enkelte til selv at gå i gang med). Jeg tror bestemt, vi gør vores helbred (og dyrene) en tjeneste, ved at holde os så vidt muligt langt væk fra disse produkter. Og nej, det er ikke svært at opfylde sit ernæringsmæssige behov (herunder den så hypede protein), hvis man begrænser eller undgår animalske produkter. Tværtimod. 

For mig er det, når jeg indtager store mængder frugt og grønt (stivelsesholdige kilder med kæmpe indhold af mikronæringsstoffer) samt begrænser mit indtag af meget protein- og fedtholdige kilder (fx animalske produkter) samt forarbejdet “mad” generelt, at jeg oplever, at min krop og sind fungerer mest optimalt, og hvor jeg oplever både det største energiniveau samt kropslige ro. Jeg oplever samtidig, at min krop, netop når jeg (95 procent af tiden) overholder mine egne ernæringsmæssige “retningslinjer”, helt af sig selv finder en balance og sund vægt. Jeg kan derfor også give helt slip i mine tanker omkring, hvor meget og hvor lidt jeg bør spise. Det er så simpelt. Når jeg lever så varieret som muligt af forskellig slags hel og uforarbejdet plantemad og med en høj procentdel kulhydrat og en lille procentdel fedt, så kan jeg spise mere eller mindre så meget, som det passer mig. Jeg laver aldrig en bevidst restriktion af kalorier fra disse kilder af mad. Jeg mærker tydeligt, hvornår jeg har fået nok at spise og har ikke den samme trang til at blive ved. Højst sandsynligt fordi jeg undgår de produkter, som fucker med vores hjerne og som ødelægger kroppens naturlige sult- og mæthedsfølelse-”mekanisme”. Desuden fordi jeg får masser af let tilgængelig energi (kulhydrat) gennem det, jeg spiser (når jeg sørger for at spise nok af den) og ikke “går kold” og derfor bliver tiltrukket af meget energiholdig (kalorieholdrig) mad. Ligeledes handler det selvfølgelig også om, at uforarbejdet plantemad generelt bare er lavere på kalorier og samtidig rigere på fibre og væske og derfor meget mættende. 

Kærlig balance 

Jeg har beskrevet min forståelse af, hvad sund kost er. Alt dette sagt, så kan (ernæringsmæssig) sundhed ikke isoleres til, hvad vi indtager. Det er et meget komplekst emne, som kan belyses fra mange forskellige vinkler. Eksempelvis er min erfaring også nu, at det forhold, vi har til vores mad – hvad vi tænker om den og hvordan vi indtager den – ligeledes har kæmpe betydning for den effekt, maden reelt har på vores krop og psyke og generelle helbred. Det lyder måske langhåret, og jeg ved heller ikke, hvordan jeg præcist skal underbygge det jeg siger på en konkret måde. Et element er blandt andet selve optagelsen af de næringsstoffer, maden indeholder. Optagelsen er eksempelvis afhængig af ens fokus på at tygge maden, tempoet man spiser i og i hvor høj grad kroppen er afslappet og i “fordøjelsesmode”. Men det er helt sikkert mere komplekst end som så. Anyway. Det der “mindful eating” er altså så meget mere end bare en sjov trend.

Jeg er selvfølgelig også, i kraft af min lange historie med et mentalt usundt forhold til mad, meget bevidst om, at det at ville spise sundt ikke blot bliver til en ny form for spiseforstyrrelse (ortoreksi fx). Generelt forsøger jeg på ikke at fokusere på restriktion og det, jeg eventuelt vælger fra, men derimod at holde fokus på alt det gode jeg tilføjer min krop og mit liv. Men jeg ved, at jeg med det, jeg indtager, afholder mig fra en hel masse andet, og at jeg har mange “regler” (i hvert fald set med manges øjne). Dog er præmissen nu for at spise, som jeg gør, en helt anden, end den var tidligere.

Meget kort efter, at jeg som beskrevet “kurerede” min spiseforstyrrelse, oplevede jeg også en ny lyst til at begynde at behandle mig selv ubetinget kærligt. Behandle mig selv kærligt, uanset hvad jeg gør eller ikke gør. Jeg begyndte at droppe mine ideer om absolut rigtigt og forkert i relation til mad og ide om, at jeg skulle være eller gøre anderledes på nogen måde. 

Jeg begyndte i stedet at handle ud fra, hvad jeg oplevede som mest kærligt over for mig selv i et givet nu. Altså vælge de ting, der er allerbedst for mig, for mit helbred og mit velbefindende, både fysisk og psykisk. Øve mig i at mærke efter og træffe de allerkærligste valg for mig selv, så godt jeg kan.

Og det er her spørgsmålet om sundhed og helbred kommer ind, og det at finde en balance mellem at indtage det, jeg er overbevist om er allermest nærende for mig og ikke skadeligt og samtidig at være kærlig overfor mig selv, hvis (læs: når!) jeg træder uden for mine overbevisninger om, hvad det bedste for mig er. Jeg ser ikke nogen grund til at fylde min krop med en masse, som jeg ikke er tvivl om er skadeligt eller nedbrydende for den. Det er bestemt ikke kærligt over for mig selv. Men det er heller ikke kærligt at dømme mig selv for ikke at “overholde” de retningslinjer, jeg har sat for mig selv. Jeg overholder dem bestemt ikke altid. Jeg har ikke altid lyst til at overholde dem. Og det er så ok. I sidste ende er det bedste for mig at møde mig selv ikkedømmende og kærligt i hvert øjeblik med et hvilket som helst valg, jeg tager i det øjeblik. Så på mange måder er jeg vel stadig ved at finde en balance og tager det hele en dag ad gangen. Og som med alt andet er det en proces. 

Faktisk har jeg et ønske om at kunne give helt slip på alle former for “ideer”, jeg har – om hvad der er eksempelvis er sundt, om at jeg skal være noget “bestemt”, om at jeg skal gøre noget “bestemt”, om at jeg skal leve på en “bestemt” måde osv. osv. Ikke fordi, der er noget galt med ideer. Jeg vil bare gerne være mindre styret af og begrænset af ideer… Og bevidst leve mit liv i nuet guidet af kærlighed!

Wow… Kudos til dig for at være med helt til enden! Og tak… Jeg ønsker alt det kærligste til dig og til din krop – hvad end det er for dig <3