Mad har altid fyldt meget i mit liv. Det gør det nok i rigtig manges liv. Vi bruger trods alt en ret stor del af vores tid på enten at spise eller tænke på, hvad vi skal spise eller handle ind til og forberede den mad, vi skal spise.

Som helt ung har jeg nok ikke været særlig bevidst om mad. Jeg var så privilegeret, at maden blev serveret, og jeg spiste den for det meste. Noget mere velvilligt end andet. Men når jeg tænker og ser tilbage, så tror jeg faktisk, at mad for mig ret tidligt blev et middel til bedre at kunne være med det, der var. Den blev en trøst. Mad kan have en dejligt bedøvende eller beroligende effekt på kroppen og nervesystemet og midlertidigt slukke for de mange overvældende tanker og følelser, man oplever. 

Mad er en effektiv copingmekanisme 

Alle har copingstrategier, som de bruger, når deres nervesystem er overvældet. Spørgsmålet er, hvilket “stof” eller hvilken opførsel, vi bruger til at regulere vores nervesystem. Det kunne eksempelvis være nikotin, koffein, alkohol eller andet, der virker fx dopaminfremmende eller endorfinfremmende. Hvilken som helst adfærd, som hjælper os, idet den fjerner fokus fra den overvældende oplevelse, vi er i, som vi ikke ellers er i stand i at rumme. Spørgsmålet er også, hvor stor tolerance vores nervesystem har, før det når et punkt, hvor det er så overvældet, at vi forsøger at regulere det på den ene eller anden måde. Dette tror jeg er afhængigt af flere ting, blandt andet hvilke traumatiske oplevelser, vi har haft gennem livet samt kvaliteten af de forhold, vi har haft til forældre eller primære omsorgspersoner, mens vi er vokset op. Og dette er en længere snak, som jeg måske vil tage op en anden gang. Min pointe er, at mad har en stærkt beroligende effekt på nervesystemet og groundende effekt på kroppen. Noget “mad” er desuden af en type, der er ekstremt forarbejdet og/eller behandlet med kemikalier, der er decideret designet til at virke ekstra tiltalende på vores smagsløg og som har en ekstra stærk effekt på vores hjernes dopaminsystem. Dette medvirker, at vi kan blive decideret afhængige af den mad i kraft af den følelse, det giver os at indtage den.

Kort sagt er mad en ekstremt effektiv copingmekanisme, når vi er stressede, angste eller generelt følelsesmæssigt oprørte. Mad er samtidig let tilgængelig og relativt “sikker” (på den korte bane). Det er dog et meget kortvarigt fix. Der går ikke længe efter indtagelsen af et eller andet, før tanker og følelser igen dukker op og man igen er på udkig efter næste fix. Jeg tror faktisk, at “følelsesmæssig spisning” er en virkelig udbredt mekanisme og noget rigtig mange mennesker oplever, om de er bevidste om det eller ej. Denne mekanisme er både oplagt og effektiv i en verden med mere eller mindre konstant uafbrudt stress, hvilket vores krop, sind og nervesystem efter min overbevisning ikke er bygget til.

Til at begynde med foregik denne mekanisme for mit vedkommende fuldstændig ubevidst. Jeg var et barn. Men mekanismen var der, hvilket jeg forestiller mig har haft en stor betydning i forhold til min vægt. Jeg kan se på gamle billeder, at jeg i nogle perioder har været fuldstændig normalvægtig, og at jeg i andre perioder har været ret godt i stand, eller hvordan man nu skal udtrykke det. Tendensen var dengang tydelig. Jo bedre jeg har haft det, jo mindre har jeg spist, og jo mere har jeg haft lyst til at bevæge mig. Jo dårligere jeg har haft det, jo mindre har jeg bevæget mig, og jo mere har jeg spist. 

Som teenager (efter jeg ikke længere er blevet højere) og faktisk helt frem til den dag i dag har min vægt altid svinget 5-10 kilo i perioder, og den største forskel har været på omkring 15-17 kilo. Når man kun er lidt over 1,5 meter høj, så kommer dette i øvrigt ret konkret synligt til udtryk. 

Selvopfattelse, slankekure og yoyo-vægt

Som ung teenager begyndte jeg at blive bevidst om, hvad jeg spiste i langt højere grad. Jeg begyndte at få den forståelse, at der var en sammenhæng mellem min vægt og det, jeg puttede i munden. Jeg begyndte at blive virkelig selvbevidst omkring min vægt og mit udseende. Jeg levede på ingen måde op til det ideal, jeg havde omkring, hvordan jeg skulle se ud og det ideal, jeg oplevede omkring mig. Jeg syntes ikke, jeg så ud som de populære piger så ud, eller som pigerne så ud i musikvideoer og på de der posters i ugebladene, du ved (hvis du er fra min generation). Og selvom jeg aldrig har været eller følt mig som decideret mobbeoffer, så har jeg da fået kommentarer med på min vej omkring mit udseende, som har haft langt større indflydelse på min selvopfattelse, end jeg dengang ville indrømme. Jeg var stort set altid i kontrol og “balance” og lod det se ud som om, alt prellede af. Det gjorde det på ingen måde. 

Efterhånden begyndte ideen om, at jeg skulle se anderledes ud, end jeg gjorde, at fylde mere og mere. Det blev en mere eller mindre konstant kilde til utilfredshed med mig selv og i perioder til så meget skam, at jeg faktisk ikke havde lyst til at være en del af noget socialt. Jeg kunne heller ikke finde noget tøj, som jeg rent faktisk følte mig tilpas i. Det blev til en følelse af, at jeg ikke var værdig til at vise mig for nogen og være en del af noget. 

Jeg blev efterhånden (desværre) også bevidst om den virkelig forsimplede ide, at løsningen var, at jeg måtte indtage færre kalorier og forbrænde flere kalorier, hvilket inkluderede, at jeg skulle bevæge mig mere og spise mindre. Det var den eneste tilgang, jeg stødte på, og den var til gengæld ekstremt udbredt. Der var bud på forskellige slankekure nærmest uanset, hvor jeg kiggede hen, og de bestod alle sammen i på den ene eller anden måde at begrænse sit kalorieindtag. Forskellige suppekure eller “nupo”-produkter (slankeprodukter) eller kalorietællingssider osv. Enkelte løsninger havde fokus på at spise flere grøntsager, men generelt var sundhed og bedre helbred aldrig et fokus, jeg stødte på eller et spørgsmål, der fyldte hos mig. Og kurenes fokus på grøntsager handlede nok også mere om grøntsagers generelt lave kalorieindhold, end det handlede om næringsstoffer. Det handlede om at tabe sig og helst så meget som muligt så hurtigt som muligt. Jeg var heller ikke specielt bevidst om mekanismerne bag det faktum, at jeg skiftevis tabte mig en del og tog en del på. Jeg var ikke bevidst om, hvordan maden som nævnt fungerede som en trøst. En overlevelsesmekanisme. Jeg var ikke bevidst om, hvordan min senere bevidste restriktion af kalorier ligeledes var udtryk for en overlevelsesmekanisme – udtryk for en enorm utilstrækkeligheds- og forkerthedsfølelse og behov for ikke at skille mig ud eller i sidste ende blive udstødt af flokken. 

Fra den ene ekstrem til den anden

Denne ide om, at jeg skulle indtage færre kalorier og forbrænde flere kom til at betyde, at min vægt kom til at svinge endnu mere, end den havde tidligere. I perioder var jeg meget fokuseret og all-in. Jeg bevægede mig virkelig meget og satte alle mulige mål for mig selv samtidig med, at jeg var fokuseret på at spise så lidt som muligt. Det virkede ofte og jeg tabte mig. Men jeg kunne ikke holde det særligt længe, før jeg følte så stort afsavn, at jeg igen begyndte at spise, som jeg havde lyst til. Og jo mere jeg havde givet efter for denne trang og igen havde taget på, jo mere ekstremt måtte jeg så gå til værks, når jeg igen havde nået et punkt, hvor utilfredsheden med mig selv, mit udseende og min følelse af manglende selvkontrol fyldte mere end trangen til at give slip, være ligeglad og gøre og spise præcis, som jeg havde lyst til. Da måtte jeg sætte endnu mere udfordrende mål for, hvor meget jeg skulle bevæge mig, og hvor lidt jeg skulle spise, så jeg så hurtigt som muligt tabte mig igen – med det resultat, at jeg efterfølgende “faldt i” endnu mere end nogensinde og nærmest tvangsagtigt spiste større og større mængder af alt det, der ellers var “forbudt”. Dette agerede desuden trøst for den mere og mere udbredte følelse af mangel på selvkontrol og fiasko, når jeg endnu engang ikke kunne nå det mål, jeg havde sat for mig selv. 

Min tankegang omkring mad, bevægelse og vægttab blev mere og mere sort/hvid. Det var alt eller intet. Ingen balance. Der var ikke nogen bæredygtig vej. Jeg husker også et kort møde med en diætist, som jeg opsøgte i mit håb om at finde en løsning på det “problem”, at jeg i en periode vejede en del mere, end jeg syntes om. Og minsandten om ikke jeg blev mødt af den samme latterligt forsimplede tilgang til vægttab, som jeg havde stødt på selv en milliard gange. Jeg fik lidt generel info og blev opfordret til at veje min mad (tælle kalorier). Jeg var jo på ingen måde clueless omkring, hvordan en (ifølge en standard diætist) balanceret og sund kost er sammensat og ser ud. Jeg vidste godt på dette tidspunkt, hvad og hvor meget jeg nogenlunde “burde” spise. Jeg blev blot bekræftet i min egen tilgang, hvilket forstærkede det mindset, jeg havde omkring mad og mig selv, som langt hen ad vejen netop var skyld i alle mine udfordringer med mad og vægt. Og dette mønster fortsatte mange år, hvor det i nogle perioder kom mere til udtryk end andre. I perioder hvor jeg har haft det ekstra dårligt og typisk også haft det ekstra dårligt med mig selv, der har det også påvirket mit spisemønster og påvirket, hvor selvbevidst jeg har været omkring min vægt og bevidst jeg har været om, hvad jeg spiste. I perioder, hvor jeg generelt har haft det bedre, er mit spise- og bevægelsesmønster blevet mere afslappet. Det har i højere grad fundet en balance og min vægt svinget mindre. 

Spiseforstyrrelser, behandling og bedring

Jeg begyndte efterhånden at blive ret bevidst om de mentale og følelsesmæssige mekanismer, som influerede mit forhold til mad og bevidst om, at mit forhold til mad var langt fra sundt eller balanceret. Jeg vidste, at der var noget at arbejde med. Samtidig vidste jeg ikke, hvordan jeg selv skulle arbejde med det, og heller ikke hvor jeg omvendt skulle søge hjælp. Der var desuden en del skam forbundet med at skulle dele den del af mig så eksplicit med nogen. Så jeg lod det være i første omgang. Det eksisterende bare sammen med mig på en eller anden måde. Det påvirkede mig meget, men det overtog ikke mit liv. Endnu. Men det kom det til. 

Jeg mødte nye og flere udfordringer i livet og befandt mig i højere og højere grad i, hvad der for mig var virkelig intense og stressende situationer. Et eksempel blandt mange var det at skulle passe mit studie og deale med alle de personlige ting, det studie konstant konfronterede i mig. Mit i forvejen ikke hensigtsmæssige spisemønster begyndte at ændre sig til at indebære endnu mere tvangspræget overspisning og til, at jeg i stedet for i perioder at begrænse mit kalorieindtag så meget som muligt (anoreksi), som jeg tidligere havde gjort, begyndte at tvinge mig selv til at kaste op (bulimi), ofte efter et anfald af tvangsoverspisning. Anfaldene af tvangsoverspisning (BED) blev hyppigere og voldsommere. 

Det der sker mentalt og kropsligt i forbindelse med tvangsoverspisning er svært at beskrive og måske svært at sætte sig ind i, hvis man ikke selv har haft oplevelsen. Trangen er stærkere end noget andet, jeg har oplevet. Eller sådan blev det i hvert fald efterhånden. Jeg har aldrig taget hårde stoffer, men jeg forestiller mig alligevel, at trangen måske kan sammenlignes med den, en narkoman oplever. Det er (var i hvert fald for mig) en oplevelse af, at en anden havde fuld kontrol over mig, helt fra tanken omkring det at overspise, til det at købe ind til det, til det at spise det, jeg havde købt, og til at blive ved, indtil der (oftest) ikke var mere tilbage. Som om den automatiske handling, alt dette blev, lige pludselig var blevet 1000 gange stærkere end min bevidste viljemæssige handlen. Det var som at observere mig selv og min krop udefra og vide, hvad der skete, men først havde noget at skulle have sagt efter anfaldet var overstået.

Denne adfærd blev altovertagende. Alt i mit liv kom til at dreje sig om det samme. Og mønstret føltes helt umuligt at bryde. Til sidst kunne jeg ikke passe mit studie mere, og jeg blev mere og mere asocial. Jeg begyndte at mærke og se den ekstreme stressende og nedbrydende effekt dette havde på min krop. Jeg vidste, at tiden var inde til at tage det seriøst og søge hjælp, og jeg valgte at sygemelde mig fra mit studie.

Jeg kom i et behandlingsforløb og blev i en periode en del af en gruppe med tre andre, som havde spiseforstyrrelser og som beskrev deres oplevelser med mad, hvoraf mange af oplevelserne lignede mine egne. Det var en positiv oplevelse for mig at have nogle af spejle mig i og at sige det højt, som jeg ellers aldrig havde delt så eksplicit før, og som var så skamfuldt. Det tror jeg, var det allerstørste udbytte, jeg fik af det behandlingsforløb. Vi lavede også øvelser med det formål at blive mere bevidst om, hvad der “triggede” både vores tankemønstre og spiseadfærd. Vi blev fx opfordret til at skrive logbog over og se på den indbyrdes sammenhæng mellem, hvad vi følte og tænkte og hvad vi spiste. Men denne viden var nu ikke ny for mig, da jeg allerede gennem flere år havde reflekteret over disse ting. Jeg vidste godt, at mit manglende selvværd og behov for at passe ind i første omgang havde skabt behovet for at kontrollere min mad og også mange gange triggede mit behov for i så stor udstrækning at kontrollere. Og at denne kontrol blot førte til endnu mere afmagt og den tidligere beskrevne “alt eller intet” adfærd hos mig. Jeg vidste også godt, at jeg havde tendens til at bruge mad til at berolige mig selv og flygte fra nuet, når jeg var ked af det, stresset eller træt. Jeg vidste godt, at jeg ville have gavn af både at arbejde med mit selvværd på et dybere plan og af at forholde mig mere konkret til, hvordan jeg kunne afhjælpe min stress og træthed på en anden måde end blot at “symptombehandle” med mad.  

Uanset hvor bevidst jeg var eller yderligere blev om mine egne triggere og alle de mange følelser og overbevisninger bag min spiseadfærd, så havde det absolut ingen effekt på selve min tvangsoverspisnings- og opkastningsadfærd. Og da forløbet var slut var jeg desværre stadig fanget i den samme tiltagende nedbrydende mønster med tvangsoverspisning og opkast. Jeg var igen overladt til mig selv og det blev værre og værre. Lige indtil det nærmest fra den ene dag til den anden blev ikke bare markant bedre, men faktisk gik fra at fylde alt i mit liv til næsten ingenting. Det var vanvittigt. Og jeg kan stadig blive helt forundret over, hvad der skete, når jeg tænker på det. Og jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det. 

Jeg tror, jeg tænkte og eksperimenterede mig til løsningen. Selvom jeg ikke havde fået nogen løsning gennem den behandling, jeg havde fået, og selvom jeg ikke havde kunnet læse mig til løsningen nogle steder, fik jeg på en eller anden måde overbevist mig selv om, at den sindssygt stærke og overtagende tvangshandling, jeg foretog mig og som føltes totalt udenfor min kontrol (og som mange desværre lever med længe, når de først har udviklet adfærden) alligevel måtte kunne stoppes. 

Før havde jeg oplevet, at min bevidsthed nærmest blev forvist under et “anfald”, men nu tvang jeg mig selv til at observere. Jeg forestillede mig, når et anfald startede, at alt gik i slowmotion. Jeg observerede bevidst alt, jeg foretog mig – mine bevægelser, fra mine ben, der gik til en forretning, eller mine arme, der åbnede køleskabet, mine arme og hænder, der tog fat i maden og førte den til min mund, mine tænder, der tyggede maden, mig der slugte maden. Og det blev så klart for mig, at et anfald ikke var én episode, men bestod af en masse dele. Alle dele udført af mig. JEG er den eneste, der har kontrol over MINE lemmer. Så da mine ben begyndte at bevæge sig med det formål at finde mad, så sagde jeg til dem, at de skulle vente. Bare lidt. Først virkede det ikke, men der gik ikke lang tid, så virkede det. Så ventede de. Og jeg observerede trangen til at overspise og trangen til at bevæge mine ben, men bevægede mig ikke. Jeg kunne ikke holde fokus så længe af gangen, og jeg faldt et par gange ind i den samme tvangshandling som tidligere. Men næste gang jeg mærkede trangen, så begyndte jeg samme strategi. På et par dage resulterede det i, at jeg var i stand til blot at observere trangen, når den opstod og være med den, indtil den fortog sig igen. Og det gjorde den sjovt nok. Jo mere jeg bare kunne observere, jo mindre stærk blev trangen. Det var som om, at så snart min hjerne havde forstået, at der var andre muligheder, så forsvandt trangen stort set. Det der havde overtaget mit liv fuldstændig i en lang periode var nu nærmest ikke til stede. Selve tvangsoverspisningen og opkastningen havde altså for mit vedkommende intet at gøre med mit selvværd eller overbevisninger om mig selv og behov for at se ud på en bestemt måde osv. Tvangshandlingen havde fået sit helt eget liv og var helt uafhængig af den oprindelig trigger. Jeg har efterfølgende forsøgt at få en forståelse af, hvad der kunne have foregået. Og jeg tænker, at tvangshandlingerne i sig selv havde skabt en så stærk automatisk nerveforbindelse mellem min hjerne og min krop, at de kun kunne brydes ved at lave en anden meget stærk forbindelse ved gentagende gange at modstå bevægelse og blot bevidst observere trangen.

Jeg stod nu tilbage med et langt mindre tvangspræget forhold til mad. Mit spisemønster har som beskrevet uden tvivl rod i mit selvværd, og tendensen til at ville kontrollere min mad for at kontrollere mit udseende eksisterede stadig i en eller anden udstrækning. Den er der stadig tror jeg på et eller andet plan, dog er jeg nu så bevidst om den, at jeg oftest ser den, inden den når at komme konkret til udtryk i mit spisemønster. Men jeg begyndte stille og roligt at få og har nu et helt andet og langt mere kærligt og taknemmeligt forhold både til mad og til mig selv. Det vil jeg vende tilbage til. 

Ernæring og sundhed – hvad er sund mad?

Mad har som sagt altid fyldt meget i mit liv på forskellige måder. Jeg har indtil nu overordnet beskrevet mine mentale udfordringer i relation til mad gennem tiden. Jeg har generelt fra jeg var i starten af 20’erne (udover i stigende grad at blive bevidst om at udvikle et så vidt muligt sundt mentalt forhold til mad) for alvor interesseret mig for den konkrete sundhedsmæssige effekt, den mad jeg indtog havde på min krop og psyke. Altså hvilke forskellige stoffer, det vi indtager konkret indeholder, og hvilken effekt og betydning disse stoffer har for vores helbred. 

Jeg har tidligere beskrevet en stor en af min baggrund for min interesse i sundhed og helbred i kraft af de både fysiske og psykiske udfordringer, jeg har oplevet gennem livet, så det vil jeg ikke uddybe her. Men jeg begyndte i hvert fald at bruge ekstremt meget tid på at nørde i, hvad helbred og sundhed egentlig vil sige. Og det har været en kæmpe rejse og nok et af de mest komplicerede emner, jeg har sat mig for at blive klogere på nogensinde. Det tror jeg de fleste, der har forsøgt virkelig at komme til bunds i disse emner, vil give mig ret i. Der er simpelthen så mange modstridende ideer om, hvad der er sundt, og hvad der ikke er det. Du kan være sikker på at finde både et hvilket som helst synspunkt og også – og det er jo der det for alvor bliver kompliceret – finde en eller anden “videnskabelig” undersøgelse, der underbygger nærmest en hvilken som helst påstand. 

Der er uden tvivl kæmpe industrier (bl.a.) på spil med interesser, der ikke er styret af sundhed, men som har midlerne til at influere både hvilke (videnskabelige) undersøger, der foretages, og hvad der generelt promoveres som sundt. Og den overbevisning er kun blevet mere tydelig, efterhånden som jeg har beskæftiget mig emnet sundhed. Desuden er der et enormt marked for at sælge “sundheds”-produkter, og sundhedsverdenen drukner i forskellige trends, som sælges af alle mulige ”influencere” eller “sundhedsprofessionelle”, som sværger til lige præcis deres tilgang, og som kan virke meget overbevisende. Det er efter min mening virkelig svært at gennemskue eller finde hoved og hale i, og jeg har selv bevæget mig meget i min forståelse af eller ide om, hvad der er sundt og ikke er det. Og i sidste ende bliver det efter min mening et spørgsmål om, hvor dybt og bredt du graver for at blive klogere, hvilke kilder du har mest tillid til, hvad der resonerer hos dig eller virker mest rigtigt for dig – samt en undersøgelse af, hvilken effekt hvad har på din egen krop både på kort sigt og længere sigt. Forskellige mennesker vil havne vidt forskellige steder. Og selvom jeg er “landet” et sted og har dannet mig en bestemt overbevisning omkring, hvad jeg oplever som sundt for mig om ikke andre – så siger min erfaring mig, at jeg bør blive ved med at forholde mig meget åbent.

På baggrund af den rejse, jeg har været på i relation til mad og sundhed (den research samt eksperimenteren på egen krop over 10 år, jeg har foretaget) er jeg lige nu et sted, hvor sund ernæring kort sagt er ensbetydende med mad, der er så uforarbejdet som mulig og så tæt på den tilstand, som naturen har skabt den. Det er mad, der et let tilgængelig i naturen. Det er hovedsagelig let tilgængelig rå frugt og grønt. Det tror jeg er det allerbedste, vi kan indtage og altafgørende, at vi får nok af. Det er så fuld af livsvigtig næring og væske og de rigtige enzymer, som medvirker til, at vi rent faktisk kan fordøje maden og optage næringsstofferne i den. Det er den type mad, der er uden tvivl mest nærende og mindst belastende for vores krop og som også giver kroppen plads til at foretage det udrensningsarbejde, der løbende skal til for, at vi ikke bliver (alvorligt) syge.  

Der er en masse detaljer i spørgsmålene omkring, hvad der er allerbedst for os at indtage (måske specielt herunder hvad vi bør begrænse eller helt undgå) samt fordeling af makronæringsstoffer (fedt, protein og kulhydrat), som sikkert kan diskuteres, og som jeg stadig selv er undersøgende omkring. Og som sikkert også kan være relativ fra person til person langt hen ad vejen. Men “alt med måde” er altså efter min mening BS. Der er helt klart ting, som de fleste af os indtager, som jeg mener, vi bør holde os fra fuldstændig, da de skaber så store problemer for vores krops evne til at fungere (for nogle øjeblikkeligt og for andre uundgåeligt med tiden), at de aldrig nogensinde bliver en del af en sund og balanceret kost. Stort set alt forarbejdet mad er, på trods af at være ekstremt kalorietæt, ekstremt fattig på den næring, vores krop har så alvorligt brug for for at fungere. Det meste forarbejdede mad er desuden propfyldt med store mængder af sygdomsfremkaldende stoffer. Den type “mad” er rent ud sagt slet ikke genkendelig for vores krop som mad, hvorfor det blot belaster og skaber alvorlige problemer for vores systemer. Jeg er også skeptisk over for de fleste animalske produkter – dette overvejende i kraft af den måde disse bliver produceret (dette er en både på et etisk og sundhedsmæssigt plan uhyggelig undersøgelse, som jeg kun kan opfordre den enkelte til selv at gå i gang med). Jeg tror bestemt, vi gør vores helbred (og dyrene) en tjeneste, ved at holde os så vidt muligt langt væk fra disse produkter. Og nej, det er ikke svært at opfylde sit ernæringsmæssige behov (herunder den så hypede protein), hvis man begrænser eller undgår animalske produkter. Tværtimod. 

For mig er det, når jeg indtager store mængder frugt og grønt (stivelsesholdige kilder med kæmpe indhold af mikronæringsstoffer) samt begrænser mit indtag af meget protein- og fedtholdige kilder (fx animalske produkter) samt forarbejdet “mad” generelt, at jeg oplever, at min krop og sind fungerer mest optimalt, og hvor jeg oplever både det største energiniveau samt kropslige ro. Jeg oplever samtidig, at min krop, netop når jeg (95 procent af tiden) overholder mine egne ernæringsmæssige “retningslinjer”, helt af sig selv finder en balance og sund vægt. Jeg kan derfor også give helt slip i mine tanker omkring, hvor meget og hvor lidt jeg bør spise. Det er så simpelt. Når jeg lever så varieret som muligt af forskellig slags hel og uforarbejdet plantemad og med en høj procentdel kulhydrat og en lille procentdel fedt, så kan jeg spise mere eller mindre så meget, som det passer mig. Jeg laver aldrig en bevidst restriktion af kalorier fra disse kilder af mad. Jeg mærker tydeligt, hvornår jeg har fået nok at spise og har ikke den samme trang til at blive ved. Højst sandsynligt fordi jeg undgår de produkter, som fucker med vores hjerne og som ødelægger kroppens naturlige sult- og mæthedsfølelse-”mekanisme”. Desuden fordi jeg får masser af let tilgængelig energi (kulhydrat) gennem det, jeg spiser (når jeg sørger for at spise nok af den) og ikke “går kold” og derfor bliver tiltrukket af meget energiholdig (kalorieholdrig) mad. Ligeledes handler det selvfølgelig også om, at uforarbejdet plantemad generelt bare er lavere på kalorier og samtidig rigere på fibre og væske og derfor meget mættende. 

Kærlig balance 

Jeg har beskrevet min forståelse af, hvad sund kost er. Alt dette sagt, så kan (ernæringsmæssig) sundhed ikke isoleres til, hvad vi indtager. Det er et meget komplekst emne, som kan belyses fra mange forskellige vinkler. Eksempelvis er min erfaring også nu, at det forhold, vi har til vores mad – hvad vi tænker om den og hvordan vi indtager den – ligeledes har kæmpe betydning for den effekt, maden reelt har på vores krop og psyke og generelle helbred. Det lyder måske langhåret, og jeg ved heller ikke, hvordan jeg præcist skal underbygge det jeg siger på en konkret måde. Et element er blandt andet selve optagelsen af de næringsstoffer, maden indeholder. Optagelsen er eksempelvis afhængig af ens fokus på at tygge maden, tempoet man spiser i og i hvor høj grad kroppen er afslappet og i “fordøjelsesmode”. Men det er helt sikkert mere komplekst end som så. Anyway. Det der “mindful eating” er altså så meget mere end bare en sjov trend.

Jeg er selvfølgelig også, i kraft af min lange historie med et mentalt usundt forhold til mad, meget bevidst om, at det at ville spise sundt ikke blot bliver til en ny form for spiseforstyrrelse (ortoreksi fx). Generelt forsøger jeg på ikke at fokusere på restriktion og det, jeg eventuelt vælger fra, men derimod at holde fokus på alt det gode jeg tilføjer min krop og mit liv. Men jeg ved, at jeg med det, jeg indtager, afholder mig fra en hel masse andet, og at jeg har mange “regler” (i hvert fald set med manges øjne). Dog er præmissen nu for at spise, som jeg gør, en helt anden, end den var tidligere.

Meget kort efter, at jeg som beskrevet “kurerede” min spiseforstyrrelse, oplevede jeg også en ny lyst til at begynde at behandle mig selv ubetinget kærligt. Behandle mig selv kærligt, uanset hvad jeg gør eller ikke gør. Jeg begyndte at droppe mine ideer om absolut rigtigt og forkert i relation til mad og ide om, at jeg skulle være eller gøre anderledes på nogen måde. 

Jeg begyndte i stedet at handle ud fra, hvad jeg oplevede som mest kærligt over for mig selv i et givet nu. Altså vælge de ting, der er allerbedst for mig, for mit helbred og mit velbefindende, både fysisk og psykisk. Øve mig i at mærke efter og træffe de allerkærligste valg for mig selv, så godt jeg kan.

Og det er her spørgsmålet om sundhed og helbred kommer ind, og det at finde en balance mellem at indtage det, jeg er overbevist om er allermest nærende for mig og ikke skadeligt og samtidig at være kærlig overfor mig selv, hvis (læs: når!) jeg træder uden for mine overbevisninger om, hvad det bedste for mig er. Jeg ser ikke nogen grund til at fylde min krop med en masse, som jeg ikke er tvivl om er skadeligt eller nedbrydende for den. Det er bestemt ikke kærligt over for mig selv. Men det er heller ikke kærligt at dømme mig selv for ikke at “overholde” de retningslinjer, jeg har sat for mig selv. Jeg overholder dem bestemt ikke altid. Jeg har ikke altid lyst til at overholde dem. Og det er så ok. I sidste ende er det bedste for mig at møde mig selv ikkedømmende og kærligt i hvert øjeblik med et hvilket som helst valg, jeg tager i det øjeblik. Så på mange måder er jeg vel stadig ved at finde en balance og tager det hele en dag ad gangen. Og som med alt andet er det en proces. 

Faktisk har jeg et ønske om at kunne give helt slip på alle former for “ideer”, jeg har – om hvad der er eksempelvis er sundt, om at jeg skal være noget “bestemt”, om at jeg skal gøre noget “bestemt”, om at jeg skal leve på en “bestemt” måde osv. osv. Ikke fordi, der er noget galt med ideer. Jeg vil bare gerne være mindre styret af og begrænset af ideer… Og bevidst leve mit liv i nuet guidet af kærlighed!

Wow… Kudos til dig for at være med helt til enden! Og tak… Jeg ønsker alt det kærligste til dig og til din krop – hvad end det er for dig <3 

Jaja… Såeeh. Takket være den insisterende halvneurotiske side af mig, der bare slapper liiidt mere af, når der er “orden i tingene”, lykkedes det mig alligevel ikke helt at slippe lysten til at prøve at skabe en slags overblik over noget af alt rodet i mit hoved. Jeg er vist stadig en kontrolfreak. Men jo mere jeg tænkte over det og forsøgte at skabe overblik, jo mere engageret blev jeg faktisk, fordi jeg så nogle sammenhænge i rodet lidt tydeligere, end jeg havde tidligere…

Det gik op for mig, hvordan størstedelen af de ting, der gennem mit liv har drevet mig og interesseret mig, egentlig har været udtryk for eller bundet i de samme få ønsker:

Ønsket om at være den sundeste, mest velfungerende og kærligste udgave af mig samt ønsket om at leve et liv fuld af nærvær, sansning, følelse, glæde og meningsfulde relationer. Et liv fuld af kærlighed. Et liv fuldt af, ja… LIV. Et ønske om at skabe en verden fuld af de samme ting. Der har altid været en stædig lille del af mig, der har aldrig sat begrænsninger for, hvad der er muligt. Og jeg kan se, at jeg specielt de seneste år i større og større udstrækning har arbejdet ud fra en tro på det ubegrænsede potentiale… Ubegrænset udvikling. Hos mig selv, hos alle andre. Hele verden. Og i denne forbindelse er der undervejs også kommet en meget tydelig overbevisning til: vær selv et billede på det, du gerne vil se i verden. Og verden vil forme sig derefter. 

Det er svært kronologisk at beskrive alle de oplevelser og den udvikling, jeg har gennemgået, som har været forgænger for, hvor jeg er i dag. Intet er sket fra den ene dag til den anden, men som en gradvis udvikling over mange år. Jeg vil alligevel forsøge at give et lille indblik i dele af det. 

Jeg tror min søgen efter meningsfuldhed og lyst til udvikling er startet meget tidligt, og i mange år har min konstante søgen nok mest af alt bundet i, at jeg har haft det virkelig skidt og fungeret meget dårligt i mange og lange perioder i mit liv. Min søgen har handlet om at få et liv, der overhovedet føltes værd at leve for mig.

Jeg har ikke været særlig gammel, før jeg begyndte at undre mig og stille spørgsmålstegn ved min egen væren og livet i det hele taget. Jeg blev tidligt bevidst om og optaget af de helt store spørgsmål. Hvem er jeg? Hvorfor er jeg? Har jeg overhovedet lyst til at være? Jeg tror, at denne tankebeskæftigelse var en måde at dissociere og adskille mig fra at mærke og forholde mig til de omstændigheder og følelser, der var meget aktuelle for mig, men slet ikke rare at være med… Jeg er en uendelig lille ubetydelig brik i menneskets historie. Menneskeheden er en døgnflue i jordens historie. Jorden er en uendelig lille prik i et uendelig stort univers. Altså er jeg ligegyldig, og jeg behøver derfor ikke forholde mig til eller mærke noget som helst (Cecilie 12 år). You get the point. 

Men det var stadig starten på en grad af bevidsthed omkring mig selv. Og med tiden voksede mit behov for at blive klogere på, hvordan jeg fungerer, og hvorfor mit liv var som det var. Jeg stillede i det hele taget mange spørgsmål. Jeg følte, at livet var ekstremt udfordrende og søgte mening og forståelse for at kunne være til. Jeg ville have en forklaring. Hvorfor fungerer jeg, som jeg gør? Hvorfor har jeg de udfordringer, jeg har? Hvorfor er mine relationer, som de er? Så udfordrende? Hvorfor har jeg den indvendige stemning og sindstilstand, jeg har? Hvor kommer den fra? Hvad er det, der bestemmer, hvordan man har det? Hvorfor tænker jeg, som jeg gør? 

Der var dog altid på trods af tider med angst og dyb depression en tro på et lysere og lettere og mere meningsfuldt alternativ til det utrygge, tunge, triste, meningsforladte liv, jeg oplevede. Og en vilje til at forfølge alternativet. Og efterhånden opdagede jeg, at der oftest var en grund til, at jeg tænkte, følte, reagerede og handlede, som jeg gjorde. Jeg var på mange måder et produkt af mine forældre og den relationelle dynamik, jeg er vokset op i. Der var altså generelt en sammenhæng mellem, hvordan jeg havde det og fungerede og alt det, jeg havde oplevet, mens jeg voksede op. Denne bevidsthed var en kæmpe hjælp for mig. Det gav mig en større ro at forstå, at der var gode og valide grunde til, at jeg var som jeg var og havde det som jeg havde det. Jeg begyndte at føle en form for accept af mig selv. Og det var starten på opdagelsen af nogle specifikke mønstre i mig, som spillede en stor rolle i mine relationer og mit liv i det hele taget – og som jeg stadig har med mig og må forholde mig til den dag i dag. 

Bevidstheden ændrede min tilstand markant, men løste på ingen måde alle mine udfordringer. Det ændrede ikke på, at jeg stadig havde nogle rimelig indgroede mønstre og overbevisninger med mig, som til tider gjorde livet rigtig udfordrende for mig og som havde mange konsekvenser undervejs. Det havde stor indflydelse på, hvilke relationer, jeg havde og hvordan jeg fungerede i disse relationer. Det fik stor betydning for, hvad jeg kom til at bruge min tid på og hvordan jeg håndterede at gå i skole og på arbejde. 

Jeg følte mig generelt intet værd, utilstrækkelig og afhængig. Jeg havde svært ved at mærke mig selv og følte mig styret at noget udenfor min kontrol. Jeg følte, at jeg var en freak. At jeg tænkte og var anderledes. Jeg følte mig forkert og utilpas i sociale sammenhænge i en sådan grad, at jeg ofte undgik disse. Jeg delte meget lidt med andre. Jeg stolede ikke på nogle andre. Jeg stolede ikke på mig selv og mine evner til at klare mig i livet. Jeg stolede ikke på, at livet ville mig det godt. Jeg var bange for fremtiden. Panisk angst meget af tiden i virkeligheden. Jeg så oftest kun begrænsninger. Jeg udviklede adskillige uhensigtsmæssige strategier til at udholde at være til og til at flygte fra virkeligheden. Afhængigheder. Spiseforstyrrelser. Og jeg havde stadig ikke knækket koden til, hvordan jeg skulle få det bedre. Ændre min situation. Livet føltes hårdt og jeg følte mig magtesløs. Og jeg blev ved med at få mig selv i situationer, som blot gjorde det hele endnu mere udfordrende. 

Udover de ting, jeg lige har beskrevet, begyndte jeg også at opleve, at min krop modarbejdede mig. I midten af mine teenageår begyndte jeg at opleve forskellige fysiske symptomer. Hidtil havde mine udfordringer hovedsageligt været af psykisk karakter. Jeg begyndte at få diffuse smerter i hele kroppen. Jeg oplevede en form for træthed, jeg ikke havde oplevet tidligere. Total udmattelse meget af tiden. Gennem omkring ti år påvirkede det mig i en grad, så det var svært for mig at passe noget som helst… Skole, arbejde, relationer. En stor del af mit liv gik med at indrette mig efter mere eller mindre konstante smerter og træthed. Jo mere bevægelse og jo flere gøremål og sanseindtryk, jo værre blev det. Jeg gik til al mulig forskellig behandling undervejs, men jeg oplevede hverken bedring eller blev klogere på, hvad min tilstand skyldtes. 

Da jeg aldrig har oplevet at få de svar, jeg har ønsket på mine spørgsmål ved at opsøge professionel hjælp, har jeg meget længe søgt efter information og eksperimenteret på egen hånd. Jeg har aldrig rigtig accepteret, at der ikke var noget at gøre ved min tilstand, fysisk som psykisk, uanset hvad jeg ellers har fået at vide, og uanset hvor lidt min tilstand har set ud til at ændre sig. Jeg begyndte blandt andet at undersøge kostens betydning for mit helbred og velbefindende. Jeg begyndte at interessere mig for sundhed og hvad sundhed og velvære indebærer fra alle mulige perspektiver. Jeg begyndte gradvist at danne mig en mere holistisk og mere nuanceret forståelse af sundhed og helbred, hvor krop og psyke er en uadskillelig helhed, hvilket var begyndelsen til en helt anden forståelse af mig selv og mine udfordringer. En hel anden og større verden og virkelighed, end den jeg ellers var blevet indoktrineret med, begyndte at åbne sig for mig. Og det blev for alvor starten på begyndende bedring af samtlige af mine forskellige symptomer og “lidelser”.

Den hidtil største personlige udvikling samt bedring af min tilstand, jeg har oplevet, har fundet sted i perioden fra jeg begyndte på uddannelsen til psykomotorisk terapeut. For det første fik jeg en masse mere dybdegående viden foræret inden for fysiologi, psykologi, sundhedsfremme og alt muligt andet. For det andet tager en stor del af uddannelsen udgangspunkt i ens egen historie, personlige udvikling og kropsbevidsthed og bevidsthed om sig selv i det hele taget. Alt ved den uddannelse tvang mig til at se på mig selv og mærke mig selv. For det tredje mødte jeg for første gang i mit liv nogle mennesker, som jeg havde en masse tilfælles med, og som jeg følte, jeg kunne være mig selv med. For det fjerde har den periode været den største rutsjebanetur hvad angår mit personlige liv, følelser og relationer, jeg hidtil har oplevet. Det endte med at tage seks år for mig at gennemføre uddannelsen – med blandt andet flere sygemeldinger og en barsel undervejs. Der var simpelthen nogle personlige ting, jeg ikke længere kunne løbe fra og var nødt til at være med og tage hånd om. Den udvikling, jeg har gennemgået på den tid er fuldstændig ubeskrivelig. Jeg kan ikke beskrive den konkret. Hele min verdensforståelse er en anden, end den var forinden. Jeg er en anden. 

Det allervigtigste, jeg har med, tror jeg er en markant ændret bevidsthedstilstand og perspektiv på, hvad der er muligt. De ekstremt destruktive og begrænsende tanker og overbevisninger, som jeg har udviklet mens jeg er vokset op og som gennem mit liv har kørt på autopilot i mit baghoved, har været en kæmpe faktor i den måde, mit liv har formet sig. Jeg havde meget meget længe været meget bevidst om mønstre i min måde at tænke på, men ikke altid forstået sammenhængen mellem min måde at tænke på og det, der konkret kommer til udtryk i min virkelighed. Det er senere gennem nyere erfaringer blevet meget klart for mig. Og er noget lært, kan det også aflæres. Eller noget nyt kan indlæres. Jeg bestemmer og skaber selv, hvilken oplevelse, jeg gerne vil have og den oplevelse, jeg har. Og på den måde skaber jeg selv min virkelighed. Efterhånden fik jeg større og større indsigt, som hjalp mig. Som gjorde en konkret forskel og som jeg oplevede pludselig gav en masse ressourcer. Hvor jeg hele tiden havde følt mig magtesløs og som et offer, begyndte jeg at finde konkrete redskaber til at ændre mit perspektiv. Ændre den historie, jeg fortalte om mig selv. Ændre mit selvbillede og selvfølelse. Ændre min fysiske og psykiske tilstand. Ændre min konkrete situation og virkelighed. 

Jeg begyndte desuden lidt efter lidt at se et mønster og en mening i alle mine tidligere erfaringer. Jeg begynde at se en endnu tydeligere mening med mine relationer. Jeg begyndte at se meget klart, hvordan alt jeg har oplevet uden undtagelse har lært mig noget meget essentielt, som jeg ikke ville være foruden. Jeg ser nu, at der er en mening med alting. Alt og alle jeg møder på min vej. Sådan har det bestemt ikke altid været. Og mit gamle jeg ville nok være udfordret på at tage nuværende mig seriøst. Men nu er jeg ikke længere i tvivl. Jeg kan godt blive fanget i et gammelt mønster med følelser af meningsløshed og ligegyldighed. De går over altid, og samme sandhed står derefter endnu klarere for mig. 

Så hvor er jeg lige nu? Mit liv handler ikke længere om bare at overleve. Jeg er langt mere tilstede og bevidst. Jeg har stadig op- og nedture. Men jeg finder i større og større grad ro i mig selv og i det, der er. Livet som det er med alt det indebærer. Jeg er oftest glad og glæder mig og er fuld af tillid. Jeg arbejder stadig på at indrette et liv mere i balance og i overensstemmelse med, hvem jeg er inderst inde. Jeg føler mig stadig på mange måder udfordret, specielt fysisk. Jeg mærker effekten af et liv, der har været meget belastende med konstant indre stress og traumer, der langsomt heles. Jeg mærker og konfronteres hver dag med en ekstrem sensitivitet, som jeg stadig udforsker og forsøger at vende til min fordel. Jeg arbejder på at blive klogere på, hvad jeg kan bidrage til verden med. Jeg har uendelig mange ideer og intentioner, som venter på at blive til virkelighed. Men min krop og system skal kunne følge med. Jeg skal hele tiden have mig selv med. Min situation minder mig hele tiden om det, der formodentlig er den vigtigste, mest betydningsfulde læring af alle. Nemlig accepten af og kærligheden til det, der er. Jeg mindes om, at jeg allerede er “hjemme”, og at der ikke er noget, jeg nødvendigvis skal ændre på eller opnå. Drømme og intentioner og visioner er dog stadig ingen skam 😉 Og jeg ser et billede for mig…

Jeg har lyst til at leve et liv med bevidst fokus på det, der er essentielt for mig og så vidt muligt eliminere alt, der ikke er det. Jeg har lyst til at leve så simpelt som muligt og (derfor) samtidig leve så fuldt ud som overhovedet muligt med alt, hvad det indebærer. Jeg har lyst til at være nærværende og tilstede i hvert øjeblik. 

Jeg har lyst til at blive stadigt mere bevidst om min egen måde at fungere på og mit aftryk hos andre mennesker og andre levende væsener og verden i det hele taget. Jeg har lyst til at blive fri fra den sociale og kulturelle programmering, jeg har med mig, som mest af alt holder mig tilbage. Som skaber frygt og forhindrer mig i at være den og leve det liv, som jeg har potentiale til. Jeg har lyst til at leve omsorgsfuldt og medfølende over for alt levende. Jeg har lyst til at være mere i kontakt med alt levende, at leve i harmoni og balance med naturen – hvor heling sker automatisk. For mig betyder det også at leve mere minimalistisk og bæredygtigt. Minimere mit forbrug. Det betyder at spise planter – af alle tænkelige årsager – etik, bæredygtighed og ikke mindst sundhed. Det betyder at gro egen frugt og grønt, være mere selvforsynende, at lave ting selv fra bunden med hele og naturlige ingredienser. 

Jeg har lyst til at skabe kærlige fællesskaber, hvor folk kan være sig selv og støtte og inspirere og motivere hinanden til sammen at skabe et liv og verden fuld af kærlighed og med både velstand og velfærd for alle. En verden hvor alle har en plads i kraft af, at de udfører og bidrager med det, der inspirerer dem mest og gør dem allermest glade og lykkelige. En verden hvor konkurrence er unødvendig. En verden med sammenhold og samarbejde. En verden som jeg i hvert fald personligt drømmer om og som jeg tror på. Og ja, jeg bliver lidt selvbevidst nu… Måske er det lidt naivt og fantastisk det hele? Men altså. Jeg er helt oprigtig. Hvorfor tænke småt, når man kan tænke stort? Min klare personlige erfaring er, at det ikke er livet, der sætter grænser for os. Det gør vi udelukkende selv 🙂

Selvkærlighed… Det er virkelig et kæmpe emne… Det bliver nok halvlangt, og jeg når umuligt i denne omgang rundt om alt det, dette emne rummer for mig. 

Der er vist stadig meget for mig at lære på trods af, at jeg føler, jeg har bevæget mig helt ekstremt på den livslange rejse, jeg tror det er, at (lære at) elske sig selv fuldstændig ubetinget i alle øjeblikke. Jeg tror, jeg skriver det her indlæg lige præcis nu, ikke kun fordi jeg mener, at det at være kærlig overfor sig selv er mere essentielt end noget andet, men også fordi hele mit skrive-blog-projekt som tidligere nævnt konfronterer den del af mig, der stadig føler sig totalt utilstrækkelig. Specielt hvad angår mig i en professionel sammenhæng, eller når jeg tænker på mit (min følelse af manglende) bidrag til verden. Dette er vist et gennemgående tema for mig stadig, må jeg indrømme, og en sammenhæng, hvor jeg oplever at blive særlig udfordret i at møde mig selv kærligt. Her er altså også en oplagt mulighed for at se på min egen læring og udvikling i relation til det at elske mig selv. Det er en mulighed for at se på, hvad der har virket for mig og måske revurdere noget, jeg gør, eller genoptage noget essentielt, der er trådt i baggrunden eller kommet i glemmebogen.

Hvad er selvkærlighed? Selvkærlighed er ikke narcissisme eller på nogen måde at føle, man er bedre end nogle andre mennesker. Jeg tænker, at det kort sagt er det at værdsætte sig selv præcis som man er og handle i overensstemmelse med sin egen sandhed og værdier. Det indbefatter lige så meget plads til på lige vis at værdsætte og give plads til andre præcis, som de er. Jeg vil faktisk sige, at det giver langt mere rum til netop dette… 

“Man kan ikke elske andre, hvis ikke man elsker sig selv”… Åh ja… Sikke en kliché? Men efter min overbevisning en uomtvistelig sandhed. Kvaliteten af ethvert forhold, vi har til andre mennesker, bygger på kvaliteten af det forhold, vi har til os selv. Det vigtigste forhold, vi har, er forholdet til os selv. Vi må være vores egen største støtte og kærlighed. Har vi ikke et kærligt forhold til os selv, vil de forhold, vi har til andre, lide under det. Uden undtagelse. Der er simpelthen så meget at sige om den relationelle dynamik, at jeg nok desværre må begrænse mig for nu og uddybe en anden gang. Men det indlæg kommer nok. 

Noget andet er desuden, at vi ikke kan tage os af andre, med mindre vi først har taget os af os selv. Vi kan kun give til andre, når vi reelt har noget at give. Det andet er en underskudsforretning og ikke bæredygtigt, uanset hvad undskyldningen er (sagt specielt rettet mod den del af mig, der længe har forsøgt at modargumentere dette). Alt dette er måske ikke så rart at tænke på. Muligvis en anelse konfronterende. Det var det i hvert fald for mig. Faktisk ekstremt ubehageligt og noget, jeg nægtede at tage ind og forholde mig til. Indtil jeg indså sandheden og turde være ærlig overfor mig selv. 

Jeg vil gå så langt som til at påstå, at hele ens liv er et “produkt” af kvaliteten af det forhold, man har til sig selv. Selvkærlighed er udgangspunktet for al heling. Og kærlighed heler ALT. Jo, jeg mener det seriøst. Og derfor tror jeg virkelig, det er altafgørende at tage de skridt, der skal til i retningen af selvkærlighed, hvis vi for alvor vil leve et liv med godt helbred og fuld af glæde, meningsfuldhed og kærlighed generelt. Jeg tror i øvrigt, at det er det bedste vi kan gøre for verden, uden undtagelse. Jeg tror det er det vigtigste, vi kan gøre nogensinde.

Så… Hvad har jeg mere konkret haft fokus på selv, siden jeg blev bevidst om potentialet i at elske sig selv? Og som rent faktisk over tid har gjort en kæmpe forskel? Hvordan kan jeg og måske også du praktisere selvkærlighed?

Skab nye tankemønstre og fortællinger om dig selv 

Et oplagt sted at starte er at lægge mærke til dine tankemønstre. Hvordan taler du til og om dig selv? Læg mærke til, hvornår og i hvilke sammenhænge du fx er hård ved dig selv eller taler til dig selv på en måde, som du sandsynligvis ikke vil tale til nogle andre. Meget ofte er vi ikke særlig søde ved os selv og forlanger desuden noget helt andet af os selv, end vi ville finde det rimeligt at forlange af nogen anden.

Øv dig i ikke at tale negativt om dig selv. Hver gang du fanger dig selv i det, så lav en ny fortælling. Vi er langt fra altid bevidste om, hvad vi tænker, men fanger du en negativ tanke omkring dig selv, så tænk en ny bagefter. Prøv samtidig på ikke at dømme dig selv for det, du tænker. Ideen er ikke at arbejde ud fra modstand på det, der er og det, du nu engang tænker. Det er ikke forkert at tænke det, du gør, hvad end det er (det meste af det er du reelt ikke herre over). Og selvkærlighed inkluderer medfølelse for og anerkendelse af ALLE dele eller sider af dig. Spørgsmålet er blot, om en given tanke tjener dig. Accepter dig selv for hvad end (negativt), du tænker, når du gør det, og så tænk derefter en ny (positiv) tanke. Finder du det svært overhovedet at komme i kontakt med og blive bevidst om dine tanker, så kan jeg stærkt anbefale at begynde at skrive dagbog eller lignende. 

Det kan være udfordrende at skabe fortællinger om dig selv, som du slet slet ikke tror på. Hvis “jeg er værd at elske. Jeg fortjener det bedste. Jeg elsker mig selv” eller lignende skaber så meget modstand hos dig, at selve tanken næsten virker umulig, eller hvis du trækker dig følelsesmæssigt fra udsagnet, så er det endnu ikke din sandhed. Så start et andet sted. Du kan eventuelt stille dig selv spørgsmålet: “Hvis jeg nu elskede mig selv… Hvad ville jeg mon så tænke om mig selv? Og hvad ville jeg gøre lige nu eller i given situation, hvis jeg elskede mig selv?” Og hvis det også er for svært at forholde dig til, så kan du spørge: “Hvad ville en der elskede sig selv gøre?”

At begynde at stille disse spørgsmål og lægge mærke til svaret var et vendepunkt for mig. At gøre det konsekvent ændrer totalt de grundlæggende overbevisninger, man har omkring sig selv. Og ændres ens grundlæggende overbevisninger, vil det uundgåeligt komme konkret til udtryk i ens liv. Efter jeg er også er begyndt at handle i overensstemmelse med de svar, jeg får, har mit liv ændret sig drastisk. Det lyder måske simpelt, men det er ikke nødvendigvis let. Ikke for mig i hvert fald. Det er det mest konfronterende nogensinde (men den vildeste shortcut til personlig udvikling, øget livsglæde og bedre helbred), og det har tvunget mig til at begynde at give slip på alt, der ikke tjener mig. Og det kan være en udfordrende hvis ikke smertefuld proces.

Vær fuldstændig ærlig overfor dig selv, vær anerkendende og overbærende og giv slip på fortiden

Jo mere bevidste, vi bliver om os selv og vores tanker, jo mere må vi også se alle sider af os selv i øjnene. Jeg var (og jeg vil tro rigtig mange af os er) bange for for alvor at se på mig selv og være ærlig overfor mig selv. Vi må se på vores usikkerheder eller de sider, vi ikke er super stolte af eller ligefrem skammer os over. Alt det vi ikke vil kendes ved. Jeg tror, der er “mørke” i os alle. Vi har alle såkaldte skyggesider. Så jeg gentager lige mig selv: Vær anerkendende og forstående over for enhver tanke og følelse i dig. Enhver del af dig. Lær at rumme enhver del af dig. Se enhver del af dig som fuldstændig valid og berettiget. Der er en grund til, at du er som du er. Der er altid overensstemmelse mellem det, du føler, og den virkelighed du oplever. Ofte er vores indre verden og vores tanker et produkt af vores opvækst, vores tidligere oplevelser, det vi har lært og den måde vi er blevet mødt (og ikke mødt!) på. Og du har intet at skamme dig over. Det er slet ikke det samme som, at enhver tanke eksempelvis er “sand” eller nødvendigvis tjener dig (når du fx tænker, at du er utilstrækkelig og ikke værd at elske osv.). Det betyder heller ikke, at du ikke kan udvikle dig til det bedre! Men udgangspunktet er heller aldrig forkert. Kærlighed rummer alting. Så se dig selv i øjnene. Lær dig selv at kende med alt, du indeholder. Bliv bedre til at se indad og gør det til en vane at undersøge hele den verden, der udspiller sig inden i dig.  

Og helt generelt… Vær mild mod dig selv. Slå ikke dig selv i hovedet. Vi behøver ikke at være perfekt eller gøre noget perfekt. Vores værd er ikke afhængigt af vores produktivitetsniveau eller “succes”. Eller personlighed eller handlinger eller livsomstændigheder i det hele taget. Og prøv helt at give slip på fortiden. Fortid er fortid. Fortid er nu kun den historie, du fortæller. Intet andet. Giv slip på fortiden og de begrænsende fortællinger, du har om dig selv. Giv slip på alt du har gjort eller ikke gjort. Vi har alle gjort eller sagt ting, vi ikke er stolte af. Vi har alle oplevet følelsen af ikke at have slået til. Vi føler alle skyld til tider. Lad være med at bære nag eller holde noget mod dig selv. Du har gjort, hvad du kunne under omstændighederne, og det kunne derfor ikke være anderledes. Det var præcis, som det skulle være. Du udvikler dig hele tiden. Du har sandsynligvis allerede lært, hvad du skulle lære. Nuet er det eneste, der i virkeligheden er. Vær i nuet. Hvert nu er en ny begyndelse, og alt er et valg. Og du kan ændre din historie i hvert øjeblik.

Vær autentisk og tro mod dine personlige grænser

I takt med, at man konfronterer sig selv med sine egentlige behov, lærer man også sine personlige grænser at kende. Vær tro mod dem. Nogle af os må revurdere de omstændigheder, vi har valgt for os selv, hvis vi skal have det godt og ikke konstant gå på kompromis med os selv. Nogle af os har brug for at sætte grænser eller tydeligt udtrykke vores behov overfor vores omgivelser. Giv helt slip på omstændigheder, der ikke tjener dig. Om det er en specifik relation eller job eller noget andet. 

Jeg arbejder stadig med at udtrykke mine personlige behov og grænser overfor mine omgivelser. Jeg er typisk ret pleasende og selvopofrende, og andres behov føles oftest meget vigtigere end mine egne umiddelbare behov. Men det er vigtigt at understrege, at det ikke er et udtryk for, hvor godt jeg vil andre mennesker det. Altså jeg vil det bedste for alle. Men dette er et relationelt afhængighedsmønster. En overlevelsesmekanisme. Det er i virkeligheden et udtryk for mit eget behov for at føle mig nyttig og accepteret. Elsket. På et eller andet tidspunkt i mit liv, mens jeg voksede op, har jeg udviklet den indstilling som et redskab til at opnå anerkendelse og accept, til ikke at “blive udstødt af flokken”. Til overlevelse kort sagt. Det er blevet et grundlæggende mønster i mine relationer at indrette mig efter alle omkring mig, fremfor at mærke og stå ved mig, selv gå fra og til. Men det er et mønster, som ikke længere tjener mig. Tværtimod. Endnu et emne at skrive om til en anden god gang. 

Jeg har tidligere været ret grænseløs overfor mig selv på mange måder. Og første skridt i retning mod bare at kunne få en fornemmelse af hvor mine grænser går, har for mig været at øve mig en masse i at mærke mig selv. Det havde jeg aldrig lært. Det har blandt andet bestået i at lave en masse kropslige øvelser (kropsscanning, afgrænsning mm.). Næste skridt har været at turde stå ved mine grænser og udtrykke dem i mine relationer. At begynde at stå op for mig selv har været et kæmpe skridt på vej mod at elske mig selv. At sætte grænser handler om autenticitet og det at være tro mod sig selv. Og som jeg i højere og højere grad har formået det og eksempelvis fjernet mig fra relationer eller situationer, som ikke har været gode for mig, har følelsen af, at jeg er værdig og elskelig kun vokset. 

Lad være med at bekymre dig om, hvad andre tænker om dig

Helt i tråd med ovenstående og det at være autentisk. Stop med at bekymre dig om, hvad andre tænker om dig. Og det er en jeg selv konfronteres med bl.a. hver gang, jeg vil skrive et blogindlæg. Det er ikke nemt. Det er menneskeligt at ville passe ind. Ikke være uden for. Derfor prøver vi at imponere alle omkring os. Vi sammenligner os og konkurrerer med alle omkring os. Vi vil gerne accepteres og søger konstant bekræftelse i den ydre verden. Vi er afhængige af den, fordi den giver os en følelse, som vi sjældent er i stand til at skabe selv. Vi prøver at opnå kærlighed og påskønnelse udefra, i stedet for at udvikle og kultivere den indefra. Vi bruger en masse energi på at leve efter andres eller samfundets eller kulturens standarder for, hvordan vi skal være eller se ud, i stedet for at skabe vores egen standard. Det er som tidligere nævnt en overlevelsesmekanisme, som for langt de flestes vedkommende er meget stærk.

Men… Jeg vil gerne være den bedste (og kærligste) udgave af mig. Og i den kontekst er det ligegyldigt, hvem andre mennesker er, hvad de tænker, hvad de mener, hvad de gør. Alt der betyder noget er, hvad der uafhængigt af noget andet er sandt for mig og bringer mig glæde. Så hvad er min egen sandhed og standard? Hvad er mine egne værdier? Mit budskab til både mig selv og til dig er, (at begynde) at leve efter dem. Lev som du gerne vil leve. Ikke som andre gerne vil have du skal leve. Eller som du tror, andre vil have du skal leve. Og giv det til dig selv, som du søger fra andre. Opfyld så vidt muligt selv de behov, som du søger opfyldt hos andre (som måske er de samme som dem, du forsøger at opfylde hos andre). Vær desuden ærlig og uden filter. Jeg taler ikke om at sige hvad som helst højt, der falder dig ind eller om ikke at tage højde for og være bevidst om, hvordan du påvirker andre mennesker. Jeg taler om at stå ved dig selv. Lad være med at portrættere dig på en bestemt måde over for andre. Lad folk dømme dig. Det er udenfor din kontrol uanset hvad (og handler om dem og ikke om dig). Vær med mennesker, der kan lide dig for den, du er. Mennesker som er kompatible med dig. Som ikke har behov for at lave om på dig. Som accepterer og anerkender dig med alt, hvad det indebærer. De findes, så snart du tror på det. Kort sagt: Stop med at prøve at passe ind. Vær autentisk. Prøv ikke at være nogen anden, end du er. Det er meningen du skal være dig, præcis som du er!

Skab et positivt forhold til din krop

Jeg kan virkelig ævle i evigheder omkring dette emne, men jeg forsøger mig med en kortere udgave.

Skab et positivt forhold til din krop. Din krop arbejder med dig. Og det gør den ALTID uden undtagelse. Den er aldrig imod dig. Oplever du kropslige symptomer af forskellig art er det nemlig blot symptomer. Det er ikke din krop, der en ond og vil dig det dårligt. Det er et udtryk for, at noget andet er på spil, og det er din krops eneste måde at udtrykke dette, så du kan foretage ændringer til gavn for dig. Øv dig i at lytte og være medspiller, selvom det kan være rigtig udfordrende. Og det ved jeg (om nogen), at det virkelig kan være (efter bl.a. over 10 år med kroniske smerter, ekstrem træthed og udbrændthed og alt muligt andet). 

Skab et taknemmelighedsforhold til din krop. Din krop har en funktion. Den har mange. Den er helt fantastisk. Læg mærke til alt det gode, din krop gør for dig konstant hver eneste dag. For de flestes vedkommende sørger vores krop for, at vi kan komme ud af sengen om morgenen, at vi kan komme fra a til b, vores ben sørger for, at vi kan gå rundt og vores arme og hænder at vi kan lave mad, at vi kan kramme og holde om dem vi holder af osv. Vores krop nærer os gennem den mad, vi giver den osv. osv. Der er uendelig mange eksempler. Sæt aktivt pris på det, din krop kan og gør for dig hvert øjeblik. Uden vores krop ville vi slet sanse og vi ville ikke have en oplevelse. Vi ville ikke være mennesker. Og jeg kan virkelig på det kraftigste anbefale så kærligt som muligt at understøtte din krop og alt dens arbejde for dig. Men det må jeg uddybe en anden gang.

Det er så let at tale og tænke negativt om vores krop. Have modstand på den, ville adskille os fra den frem for at føle os forbundet, føle os ét med den. Og de fleste af os har også ting, vi ikke bryder os om ved vores udseende, hvilket ikke gavner situationen. Her kommer et par ord, måske mest henvendt til kvinder, men mon ikke mange mænd også kan genkende et eller andet… ? 

Vi bruger så meget energi på at leve op til et hovedsageligt medieskabt skønhedsideal, der er et udtryk for en manipuleret og komplet forvrænget virkelighed. Vi forsøger at efterleve en illusion og det gør os ulykkelige. Det er medvirkende til, at vi konstant vurderer os selv og sammenligner os selv med andre. Sandheden er, at vi alle sammen er meget mere forskellige og unikke, end det medieskabte billede udtrykker. Så elsk din naturlige krop i stedet for at ville passe ind i en ekstrem snæver forståelse af skønhed eller “rigtighed”.

En øvelse kan eksempelvis bestå i hver gang du ser på dig selv og dømmer noget hos dig som en “fejl” at prøve at distancere dig selv fra de negative ord og betydninger, som du har tillært. Du behøver ikke nødvendigvis at prøve bevidst at tænke en masse positivt omkring dine hængebryster og strækmærker, eller hvad end det kunne være (nej nej, det er ikke slet ikke personlige eksempler). Prøv bare at glemme din forforståelse og prøv at “overspille” alle negative tanker og associationer omkring disse ting ved dit udseende ved at se helt neutralt på dem, som om det var første gang du så dig selv. Bare se på dig selv… Tænk: “Det er mine strækmærker. Der er de… Ligesom de er, ligesom de skal være. Fordi de er”. Og fortsæt din dag med energi til og fokus på det, der gør dig glad 😉

En anden øvelse er ikke hele tiden at korrigere dit udseende på alle mulige måder. Prøv eksempelvis i en periode ikke at gå med make-up, farve eller sætte håret, gå med bh, fjerne kropsbehåring eller andre ting, vi gør vanemæssigt i forskellig udstrækning for at føle os ok og accepteret og tilpas i sociale sammenhænge eller endda for at føle os tilpas med os selv, når vi er alene. Vi kan helt glemme, hvordan vi reelt ser ud. Vi kan forvente at se et bestemt billede af os selv og kan blive skuffede eller triste af at se et andet billede. Se dig selv, som du er helt naturligt og øv dig i at føle dig tilpas i det. For mig har denne øvelse været en kæmpe lettelse og også betydet, at jeg nu er langt mindre selvbevidst omkring mit udseende i det hele taget. Disse “øvelser” har generelt betydet uendelig meget for mit selvværd. Igen: Vi er alle præcis, som vi skal være og ser ud præcis, som vi skal. Punktum. 

Hvad jeg har skrevet i hele dette indlæg føles stadig kun som overfladen. Der er så meget dybde og så mange flere detaljer, og jeg kan helt sikkert nævne en masse flere konkrete tiltag og måder at begynde eller i stadig højere grad at praktisere selvkærlighed og selvomsorg. Men jeg tænker, at det absolut vigtigste emne i verden nok gerne må få yderligere opmærksomhed i fremtiden 😉 Jeg tror og håber, mit budskab et tydeligt nok for nu. Vi er alle kærlighed og fortjener alle det allerkærligste fra os selv <3

OK, så er jeg i gang, tænkte jeg. Jeg skriver en blog. Det bliver så godt! Jeg havde skrevet første indlæg, og det var en kæmpe overvindelse og sejr. Jeg havde så meget styr på det i mit hoved, syntes jeg. Og første indlæg skrev jo mere eller mindre sig selv. Jeg fik (med hjælp og tålmodighed fra min søde kæreste) fumlet mig frem til, hvordan jeg fik lavet en hjemmeside til en blog og hvordan jeg poster blogindlæg. Det var alligevel noget af en proces, for jeg er mildt sagt handicappet, når det kommer til alt, der har med computer og digitale medier osv. at gøre. Og så fik jeg delt første indlæg og spredt budskabet. Succes! 

… Hvis jeg skal være helt ærlig, så holdt den følelse i omkring 2 sekunder. Og så fik jeg ondt i maven. Og det ramte mig for alvor, at jeg jo skal være klar på og kunne håndtere at blive sagt imod eller latterliggjort eller ligefrem hadet. Av. Hvordan bliver jeg modtaget af verden? Samtidig gik min hjerne i hyperrefleksionsmode (er det ikke et ord?)… 

Og nu står det stadigt klarere for mig, HVOR mange retninger rodet i mit hoved rent faktisk stikker i, og hvor mange ressourcer jeg bruger på at prøve at få det hele til at give mening… Gøre det brugbart…

Bare et lille splitsekund af et tankespor, jeg nåede at observere:

… Der er så mange emner, jeg kunne tage op. Jeg kunne gå helt i dybden med en masse detaljer eller forsøge at skabe et overblik over det hele. Det hele hænger jo sammen… Der er alt for mange emner… Og hvor skal jeg dog starte? Hvilken form skal det have??? Og hvad er den RØDE TRÅD?!?! Åh nej, allerede nu er det her uoverskueligt og anstrengende!!!! Kan det nogensinde blive meningsfuldt? Åh, jeg håber, det kommer til at give mening. Nytter det her noget? Hvorfor gør jeg det overhovedet? Er det spild af tid og kræfter?!?! Vil jeg fejle… Ja, det var nok bare en fjollet ide, jeg fik et øjeblik.. Nu tilbage til virkeligheden, Cecilie… 

Allerede nu bliver jeg totalt fokuseret på et endeligt resultat. Og allerede nu er jeg fanget i en negativ følelse og et begrænsende tankespor. Jeg bliver så fokuseret på, hvad det er jeg laver, på hvorfor, og på mine (manglende) evner i samme forbindelse, at jeg totalt lukker af for at skrive og udtrykke noget som helst. Og det går op for mig, at jeg ubevidst mentalt har kørt i det samme spor, siden jeg skrev første indlæg. På få dage er jeg gået fra at forbinde projektet med en følelse af glæde og meningsfuldhed til en følelse af utilstrækkelighed og modstand. Og jeg har samtidig berøvet mig selv den fantastiske følelse af at være fuldstændig i nuet i et kreativt og inspirerende flow. 

Der er flere mønstre på spil her, som er ret udprægede hos mig. De er virkelig gamle, men hæmmer mig stadig i flere kontekster, når jeg ikke er bevidst om det. Ja, de mønstre er på ingen måde en ny opdagelse for mig, men jeg bliver alligevel lidt overrasket over, i hvor høj grad de er på færde i øjeblikket. 

Når de mønstre dominerer, så VIL jeg have overblik fra start og helst også vide det hele på forhånd. Jeg skal ligesom have den overordnede ramme at putte detaljer ind i, før noget giver mening for mig. Og det SKAL give mening, og der skal være en rød tråd. Jeg er ikke her og nu, men altid skridtet videre. Jeg er ikke i selve processen og nyder ikke at se noget udvikle sig uden at definere det eller uden at vide eller i hvert fald have en klar ide om, hvad det bliver til. Jeg fokuserer på fremtiden og på resultater og konsekvenser. Sagt på en anden måde, så besidder jeg en evindelig trang til at ville kontrollere det, der sker. Og jeg får hurtigt forbundet det, der ellers udspringer af glæde og lyst, med præstation. Oftest efterfulgt af en følelse af utilstrækkelighed. En følelse af ikke at evne den “opgave”, jeg sætter mig for… En følelse af at skulle gøre noget virkelig godt… Helst perfekt. Jeg vurderer og dømmer mig selv og min gøren konstant. Min følelse af utilstrækkelighed og ubarmhjertige selvvurdering og selvkritik er et mønster, der alle dage har holdt mig tilbage. Og en stor del af tiden betyder det, at jeg kommer til at bremse min egen kreativitet og kreative proces, allerede inden jeg er for alvor er gået i gang med noget. Jeg er begyndt på SÅ mange forskellige ting. Jeg har sunget, spillet klaver, spillet guitar, spillet saxofon, spillet teater, tegnet, malet, danset (osv. osv.). For inspirationen og lysten er der og har altid været der. Men jeg har også hurtigt mistet lysten igen til den konkrete ting, jeg er begyndt på, i kraft af denne overbevisning og utilstrækkelighedsfølelse. 

Jeg må vist indse, at hvis jeg gerne vil fortsætte med at skrive blog, fortsætte med at blive inspireret og føle glæde og meningsfuldhed i processen, så må jeg være ekstra bevidst om og arbejde med at slippe de mønstre, som begrænser denne proces og min både lyst og evne til at skrive.

Jeg tænker, at et par små remindere til mig selv desangående vist er på sin plads… Så her er note to self (og måske til dig, hvis noget som helst af det resonerer hos dig):

Vend hele tiden tilbage til nuet: 

Jeg har oplevet det mange gange… Følelsen af fuldstændig at glemme tid og sted. Af at glemme mig selv. At være i en tilstand af flow, hvor kreativitet kommer helt naturligt. For mig er denne oplevelse langt hen ad vejen forbundet med min evne til bevidsthedsmæssigt at blive i nuet… Hvor jeg formår at give helt slip på gamle mønstre og historier, jeg fortæller om mig selv, som begrænser mig. Hvor jeg giver slip på tanker om fremtiden, mit behov for et bestemt resultat og min frygt for, at fremtiden ikke ser ud, som jeg gerne vil have den. 

Hele tiden at vende tilbage til nuet giver mig en følelse af meningsfuldhed ved selve processen helt uafhængigt af resultater. Et eventuelt produkt i sig selv behøver derfor ikke at give mening. Det er ikke vigtigt. Det vigtige er processen og det meningsfulde for mig i at udtrykke mig fra øjeblik til øjeblik. Jeg kommer helt automatisk i kontakt med følelser af lyst og glæde. 

Giv slip på ideen om kontrol: 

Reel kontrol er vel på mange måder en illusion. Det handler om ideen om kontrol. Om den ro det giver at tro man er i kontrol… At have følelsen af at have kontrol over det, der sker i ens liv. “Jeg har styr på det”-følelsen. Men som jeg ser det, er der i virkeligheden meget lidt udenfor os selv, som vi har nogen som helst kontrol over. Har jeg indflydelse på og kan i en eller anden grad påvirke mine omgivelser? Ja. Men kan jeg kontrollere noget eller nogen eller forudsige, hvad der sker? Niks. Uanset hvor umage jeg gør mig. 

Så skal det jeg skriver ABSOLUT “give mening”? Skal der nødvendigvis være en rød tråd? Niks. Jeg går med “jeg har reelt ikke styr på noget som helst… Og det er for fedt!”-følelsen…  For jeg tror ikke, det blot handler om et behov for, at det skal give mening for mig. Det er mit behov for, at det giver mening for andre. Men det er stadig mit behov, ingen andres behov. Jojo, måske det ville være fedt for andre, der måtte læse dette, at det er bare lidt sammenhængende og giver mening. Det kan da være, du enten takker mig lige nu (for, at jeg i det mindste forsøger) eller at du blot forsøger at holde min rablen ud til enden. Uanset hvad, så handler det om en trang til kontrol fra min side. Som får mig til at overtænke og overanalysere. Det er mit behov for, at det jeg skriver skal være noget bestemt og blive modtaget på en bestemt måde. Det er altså også et forsøg på at kontrollere andre mennesker. Jeg vil have, at andre mennesker skal finde det nyttigt. Og det fører tilbage til, at jeg gerne vil være nyttig. Ses som nyttig. Jeg vil være noget bestemt for andre mennesker. Som er det samme som (i hvert fald i dette tilfælde), at jeg skal være én ting og ikke noget andet for at være tilstrækkelig. At jeg ikke skulle være god nok som jeg er. Ubetinget. Og dette leder mig til sidste og vigtigste reminder:

Jeg er tilstrækkelig. Jeg er præcis, som jeg skal være altid:

Jeg skal ikke være noget bestemt eller bevise noget som helst. Jeg kan og skal kun være, hvor jeg er og som jeg er og arbejde derfra. Og jeg må have tillid til mig selv og til min egen proces. Det er simpelt. Jeg skal bare være mig. UANSET hvad jeg gør eller ikke gør i dette liv, så er jeg allerede mere end nok. Det gælder i øvrigt også dig 🙂

Jeg har en fornemmelse af, at dette tema bliver en helt stor genganger, som vil vise sig i alle mulige afskygninger. Og jeg må minde mig selv om mit eget budskab igen og igen, indtil det ikke længere er nødvendigt (og måske vil det være nødvendigt for altid, og det er ok).

Ooog hvad angår fremtidige blogindlæg… Go with the flow. Hvorfor ikke bare lade det fylde, der fylder og er aktuelt i mig og skrive om det, hvad end det er? Det er vel yderst relevant af samme årsag. For mig selv om ikke andre. Og næppe tilfældigt. 

Hvorfor starte en blog? Hvorfor har det været en tilbagevendende ide gennem flere år? Det er nok en lidt længere og lettere ævlende forklaring… 

Jeg har været udfordret det meste af mit liv både fysisk og psykisk og har som følge deraf følt mig ekstremt hæmmet meget af tiden. Jeg har samtidig nærmest så længe jeg kan huske forsøgt at finde løsninger på de udfordringer, jeg har haft. Når jeg tænker over mit liv og de udfordringer, jeg har mødt, og den positive udvikling jeg har været igennem, så har der været flere ting, som jeg oplever har været udslagsgivende for en ændring i positiv retning. 

Og nej… Det har faktisk IKKE været takket være de mange psykologsamtaler (med de der psykologer, du ved, som nærmest ikke ser en i øjnene, som ikke kunne drømme om at afsløre noget af deres eget liv eller personlighed, og som er så optaget af at analysere ens ord og adfærd ud fra de teoretiske bokse, de på et eller andet tidspunkt har fået indkodet, at de ikke er nærværende og aldrig reelt “ser” én). Det har ligeledes heller ikke været takket være de utallige forskellige læger, specialister, fysioteapeuter, kiropraktorer osv. osv., jeg har opsøgt gennem årene, som har medvirket en positiv ændring i mit liv. Deres behandling har haft ingen til minimal effekt på mit fysiske og psykiske helbred gennem årene. Der har selvfølgelig været professionelle imellem, som har været oprigtigt interesserede og hvor jeg bestemt har følt mig “mødt” og godt behandlet og hjulpet. Og jeg siger selvfølgelig ikke, at det er meningsløst for dig eller eller nogen anden at opsøge den form for hjælp, eller at de ikke er dygtige eller er gode mennesker. Slet ikke. Det vil jeg af gode grunde aldrig kunne udtale mig om. Jeg taler om min egen oplevelse og erfaring. Og jeg kan blot i dag konstatere, at deres tilgang (og deres ofte efter mit nuværende perspektiv og overbevisning begrænsede forståelse af heling og helbred) for mig aldrig har gjort den store forskel. Og HAR noget rent faktisk haft betydning for mig i disse forbindelser, har det virket til at handle om kvaliteten af den relation, jeg har oplevet med disse personer, snarere end den teori eller tilgang, jeg er blevet mødt med eller behandling, jeg har fået.

Det har nemlig overvejende været de ægte autentiske møder, jeg har oplevet med andre mennesker gennem tiden, som har betydet, at jeg har det som jeg har det i dag. Kendetegnende for de mennesker er, at de har været fuldstændig til stede i nuet og har turdet vise hvem de er. De har turdet være fuldstændig ærlige og oprigtige. Jeg har kunnet mærke en overensstemmelse mellem det, de har udtrykt kropsligt og verbalt. Det er mennesker, der på en eller anden måde har udstrålet accept og anerkendelse. De har udstrålet kærlighed! At alt er præcis som det skal være i dette nu, og vi er præcis som vi skal være i dette nu. Jeg har haft en følelse af et meningsfuldt møde for begge parter, hvor jeg er blevet inspireret til og tryg ved selv at stå ved mig selv. Jeg har turdet se på min frygt og usikkerhed, hvad jeg har skammet mig over eller haft svært ved at stå ved. Det er disse møder med mennesker, hvor vi sammen har formået at skabe et autentisk, ærligt og nærværende rum, som lidt efter lidt har skabt en tillid til, at jeg har kunnet være mig med alt, hvad det indebærer. Disse oplevelser har efterhånden ledt til den erkendelse, at udgangspunktet for min heling IKKE er og aldrig vil være, at jeg skal være anderledes, end jeg er, at jeg skal ændre mig eller få noget til at “gå væk”. Udgangspunktet for min (og lur mig om ikke de fleste andres) både fysiske, mentale og følelsesmæssige heling er ikke at dømme eller ville ændre mig selv eller noget i mine omgivelser i det hele taget. Det er at lære at elske det, der er! Mig selv inklusiv. Og herefter er heling på alle planer et fuldstændig uundgåeligt “biprodukt”. Og sikke et vendepunkt for mig og mit både fysiske og psykiske velbefindende!

Dermed ikke sagt, at specifikke teknikker og tilgange til at arbejde med sig selv og til at søge at have det så godt som muligt fysisk og psykisk er ligegyldige eller ubetydelige. Jeg har helt bestemt haft KÆMPE gavn af dette. Personligt har jeg en utrættelig og ustoppelig lyst til hele tiden at udvikle mig selv på alle planer. Livet består i en lang række af nuer med mulighed for at skabe den allerkærligste udgave af mig selv. Det er det bedste og det mest meningsfulde, jeg ved og kan forestille mig. Min pointe er, at jeg nu altid forsøger ikke at arbejde ud fra et udgangspunkt af modstand på min aktuelle tilstand eller på mig selv, som jeg er i dette øjeblik. For jeg VED (omend jeg har øjeblikke, hvor jeg glemmer det), at jeg og alle andre og alt andet er præcis som det skal være. Uden undtagelse. Det lyder måske paradoksalt. Jeg er perfekt i dette nu samtidig med, at jeg vokser og udvikler mig i ethvert nu. 

Ok, det føltes som en lang smøre… Så hvad er fællesnævneren i alt, jeg skriver? Hvad er det egentlig, jeg gerne vil nå frem til? Hvad har alt det med den der blog at gøre, spørger du måske?

For at være helt ærlig, så er det mest nærværende spørgsmål i mine tanker: Hvorfor jeg IKKE skal starte en blog:

1. Det er ekstremt grænseoverskridende! Jeg har aldrig gjort noget lignende før! Stoooop mig selv! Nyt og ukendt = ubehageligt eller farligt!
2. Jeg er ikke typen, der skriver en blog. At skrive en blog udstiller mig. Jeg bliver ekstremt utilpas, hvis fokus er på mig. Jeg er anonym og neutral. Det har jeg altid været. Hvad vil der ikke ske, hvis jeg prøver at ændre det? Hvad vil der ikke ske, hvis folk begynder at kende mig? Og endda fremmede mennesker! 
3. Jeg egner mig simpelthen ikke til at skrive en blog. Det jo kun folk med en mening og en masse på hjerte eller som har noget virkelig interessant eller klogt at sige. Desuden har jeg aldrig været god til at skrive og formulere mig. Det skal også være underholdende. Ellers er der jo ingen, der gider følge med. 
4. Jeg vil bare få bekræftet mig selv i, hvad jeg ikke kan og ikke duer til. Risiko for en følelse af fiasko = ingen bedre årsag til at pakke den fjollede ide langt væk igen. Og det skal være lige med det samme!

Men… Jeg vil hellere prøve at vende den om: Hvorfor dog ikke starte en blog? 

1. For mig vil det at skrive en blog måske kunne samle nogle af alle de mange tanker, oplevelser og erfaringer, jeg efterhånden har samlet mig, som på nuværende tidspunkt mest kommer til udtryk som et gigantisk rod i mit hoved. Udluftning og måske en vis strukturering af tankemylderet vil være rart! 
2. Det at skrive en blog (som jeg måske fik understreget ovenover) vil være noget af det mest grænseoverskridende, jeg til dags dato har foretaget mig, og på den måde vil jeg helt uundgåeligt i denne proces konstant blive konfronteret med mig selv, den fortælling jeg har om mig selv og hvem jeg er, mine muligheder og (muligvis forestillede) begrænsninger osv. = personlig udvikling = juhuu. At kunne følge min egen udvikling og blive bevidst om og arbejde med de følelser og mentale mønstre, jeg bliver konfronteret med undervejs, er så givende og meningsfuldt for mig.
3. Endnu et aspekt er muligheden for at dele min udvikling med andre. Gennem de seneste år har bloggere og youtubere givet mig helt ubeskriveligt meget. At følge andres udvikling, specielt de helt transparente og autentiske af slagsen, har været så inspirerende. Hvis min rejse og læring og forsøg på at være så ærlig som muligt på nogen måde kan inspirere andre, vil det være intet mindre end fantastisk. 

Så for at samle op…. Jeg er på en udviklende rejse, som aldrig ender. At skrive en blog og forsøge at være så åben og autentisk som muligt vil være ekstremt givende og udviklende for mig. Det mærker jeg tydeligt, og det har kaldt længe. Jeg har bare ikke været klar. Jeg føler mig stadig ikke klar, men der er noget, der trækker insisterende nok til, at nu gør jeg det altså. Det er for min voksende kærlighed til mig selv og til livet. Det er et udtryk for en glæde hos mig ved at blive den kærligste udgave af mig. Vil man kunne give til andre, må man give til sig selv. Vil man udstråle og udtrykke kærlighed over for andre, må man starte hos sig selv. Vil man nogensinde kunne være en hjælp og støtte for andre, må man se på og mærke sig selv og først fylde sig selv op. Så på sin vis er det her umiddelbart kun for mig. Men hvis det undervejs på nogen måde vil kunne inspirere andre, så vil det være noget af det allermest betydningsfulde og meningsfulde, jeg kan foretage mig. 

Here’s to hoping 🙂